The Walk (2015)

Se også:
Man on Wire (2008)

Mærkværdigt overfrisk biografisk fortolkning af franskmanden Philippe Petits karismatisk ulovlige heltegerning, da han i 1970'erne spændte liner ud mellem høje bygninger og gik den farefulde tur fra tårn a til b.

Nærved ren komedie
Robert Zemeckis går til genfortællingen nærmest rendyrket komisk. "The Walk" er tæt på at være en fuldblodskomedie i alt fra hovedrolleindehaverens fransk-engelske voiceover til forberedelserne til det helt store stunt: Linedansen mellem de to World Trade Center-tårne i New York.

Svær at blive klog på
Det begriber man som tilskuer ikke meget af, og det er svært at finde filmens melodi, når de ret heftige historiske begivenheder pakkes ind i noget, der mest af alt minder om cirkuskomik. Hermed mister filmen en del af sin troværdighed fra start.

Magien opstår
Det er længe at vente – men.. magien opstår rent faktisk i filmen, da Petit endelig træder ud på linen og balancerer mellem de to tårne. Ikke alene er højdeperspektiverne mageløst forbilledligt genskabt, de svimlende potentielle frie fald er ligeså hårrejsende med og uden 3D, og man får helt uundgåeligt svedige håndflader.

For meget klovneri
Hér tager alvoren endelig over, og der dvæles længe ved det livsfarlige stunt. Selv Joseph Gordon-Levitt, der i sit hovedrolleportræt af Petit hidtil hidtil har ageret mere klovn end klapsalvekunstner, falder til ro med balancestangen i hånden. Det er smukt og uden unødvendigt omsvøb.

Mesterlige effekter
Disse scener alene gør (næsten) det hele værd at vente på, og bedriften er rent filmisk mesterlig, komplet med upåklageligt troværdige visuelle effekter. Og efter den meget afbalancerede slutning sidder man tilbage med en stærk fornemmelse af, at linegangen samtidig er en vellykket hommage til Twin Towers.

Fuld af energi
Gordon-Levitt er fuld af energi i hovedrollen, når han pålægges det komiske fortegn, men det lykkes ham også at brænde igennem som ildsjælen Petit, der ikke går på kompromis, når først han har sat sig noget for. I de mindre roller er der udmærket modspil fra franske og canadiske spillere... og Ben Kingsley.

Epikken i svingninger
Alan Silvestris filmmusik lykkes ind imellem – og særligt i hovedtemaet – med at sætte epikken i svingninger, men der skrues for meget op for det standardiserede i mange øvrige scener, særligt i den vægtigt komiske slagside.