Risky Business (1983)
En ung mand på tærsklen til at blive voksen holder vilde fester og kører ræs i farmands Porsche, mens de gamle er ude at rejse.
GRIB NUET
En meget ung Tom Cruise fik her sit reelle gennembrud – og en Golden Globe-nominering – for sit portræt af Joel Goodsen, en ung mand på grænsen til at blive voksen og fuld af drømme for fremtiden.
Anderledes komediefortælling
"Risky Business" overrasker med sin friske og i mange henseender anderledes komediefortælling. Det er en film med helt gennemskuelig tematik, men gengivet med flere lidt uortodokse vinkler. Det holder vand den første times tid, men vander tilsvarende ud mod den noget opskruede slutning.
Alle tiders mulighed
Joel er enebarn af meget rige og ikke synderligt nærværende forældre. Da de tager af sted på rejse og overlader huset til sønnike, ser Joel det som alle tiders mulighed for at skeje lidt ud... vel at mærke efter, at vennerne har overtalt ham til at gribe nuet lidt oftere. Han skal slet og ret lære at sige what the fuck og bare kaste sig ud i livet.
Det bødes der for
Så Joel gør alt det, han ikke må. Han holder fest i huset, han kører ræs i farmands Porsche, og han er i det hele taget en meget uartig ung mand. Og det kommer han så til at bøde for i den anden ende. For snart kommer de gamle hjem, og Joel må arbejde hårdt for at forsøge at slette alle uartighedens spor i tide.
Slægtsskab med Hughes-komedie
Der er ikke så lidt slægtskab med John Hughes-komedien Ferris Bueller's Day Off (1986), en teenagekomedie, som instruktør og manuskriptforfatter Paul Brickman dog af gode grunde ikke var inspireret af, da den så dagens lys tre år senere.
Forførende stil
Men hvor "Ferris" mere er en ustyrlig farce, har "Risky Business" i hvert fald intentioner om mere dybde og større fokus på bagvedliggende følelser. Ikke at det lykkes til fulde, men som nævnt lægges der positivt ud i en stil, der overbeviser og forfører.
Skæve indfald
Det kommer blandt andet til udtryk i skæve indfald, hvor historien fortælles i pudsige indfald snarere end gennemskuelighed. Snart forfaldes til det mere totalkomiske, hvor bl.a. temmelig tåbelige personager er med til at trække meget af energien ud af filmoplevelsen.
Endnu uspoleret Cruise
Mest overbevisende er Tom Cruise, endnu uspoleret af sine mange senere tåbelige valg i livet. Rebecca De Mornay er ikke meget andet end irriterende som dén kvinde, unge Joel vælger at falde for og som får lov til at styre hans liv. Der er optempo-musik og autentiske 80’er-toner i rigelige mængder til at sætte filmen i samtidig kontekst. Alt for meget af det gode, men alligevel fascinerende i de bedste sammenhænge.
Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
1983, USA, Komedie, Krimi, Teenagere, Biler på film, 99 min.
Dansk titel: Fræk Business- Tom Cruise (Joel Goodsen)
- Rebecca De Mornay (Lana)
- Joe Pantoliano (Guido)
- Richard Masur (Rutherford)
- Janet Carroll (Mrs. Goodsen)
- Shera Danese (Vicki)
- Kevin Anderson (Chuck)
- Ron Dean (Detective)
- Sean Penn (Cameo)
- Nicholas Pryor (Mr. Goodsen)
- Anne Lockhart (Babysitter)
- Bronson Pinchot (Barry)
- Mike Genovese (Rent-All Man)
- Megan Mullally (Call Girl)
- Bruce A. Young (Jackie)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation
- GG-N - Bedste skuespiller (Cruise)