Swinger (2016)

Mikkel Munch-Fals vender hér tilbage som instruktør. Seks år efter spillefilmsdebuten Smukke mennesker (2010) befinder vi os endnu engang i hjertet af det tragikomiske, denne gang med forhøjet pinlighedspuls.

Kollektiv stand-up
Men hvor "Smukke mennesker" er præget af et tabubrydende mod og udgør en velovervejet kantet svingom med menneskeskæbners indre dæmoner, former "Swinger" sig hurtigt som en art kollektiv stand up-komedie, hvor tidens populære komikere folder sig ud i let fordøjelig morskabsdialog.

Konebytte under ordnede forhold
I centrum af swingerkomedien finder vi således Martin Buchs Adam og Rasmus Botofts Jørgen – Buch og Botoft har i en årrække været ovenud populære, bl.a. fra deres tv-satire "Rytteriet". Adam og Jørgen er begge swingere. Det vil sige, de er frisindede, når det kommer til konebytte og sex under ordnede forhold, og dem finder de på Henriettes kursted i naturskønne omgivelser.

Ungt kød til de sultne løver
Men selvom der er ordnede forhold, der blandt andet slår fast, at man kun må bolle med hinandens partnere i det dertil indrettede kælderrum, opstår der alligevel alvorlige gnidninger hele vejen rundt. Det skyldes først og fremmest, at den fasttømrede swingergruppe denne gang får besøg af et ungt par, der giver flere af de midaldrende blod på tanden – og tilfører mere blod til de nedre regioner.

Svinger som et pendul
"Swinger" svinger som et pendul omkring småborgersatire og dyrker Martin Buchs udbrændtheds-pokeransigt, som han sidder på sit fjernvarmearbejde uden håb eller drømme. I det hele taget tager Mikkel Munch-Fals’ manuskript afsæt i den midaldrendes fastkørthed, med alt hvad det indebærer af rækkehus og parforholdskrise.

Stor i munden
Dette er så timet til at kulminere i og omkring Henriettes pornorøde kælderrum, hvor særligt Jørgen er fremme i skoene og boller alt kvindeligt med puls. Han er ligeså stor i munden, som han angivelig er længere nede, men empati ejer han ikke.

Høj pinlighedsfaktor
Filmen lykkes bedst på sin pinlighedsfaktor, der i de mest vellykkede scener minder om modet i "Smukke mennesker" og næsten overstiger niveauet i "Klovn". Her vrider man sig i en blanding af fryd og frygt, og skuespillerne kaster sig ud i opgaven med oprejst (pande) – uden at vi dog ser mere end bar mås og et par bryster.

Ubalance mellem tragik og komedie
Hvad der halter langt mere er filmens (u)balance mellem tragik og komedie. For der er levnet plads til sårbarhed og svigt – der tromles bare hårdt og brutalt hen over følelserne med endnu flere kvikke bemærkninger og aparte drejninger. Det var her, Munch-Fals lykkedes så flot i sin debutfilm.

Dialog med mislyde
Dialogen bliver hurtigt mere irriterende end original. De stand-up-prægede one-liners har ind imellem et mærkeligt fladpandet niveau og er slet ikke gødende for det betændte parforholdsdrama. Det skaber mislyde og mere ubalance. Til gengæld er "Swinger" mestendels musikfri, særligt efter den lidt gumpetunge start. Undtagelsen er her den unge Patricks tilnærmelsesvis sjove hjemmestrikkede guitar-kærlighedssange, i øvrigt skrevet af Munch-Fals selv.

Metaltrætte swingere
Mest elegant blandt skuespillerne er Natalie Madueno, det sprøde nye kvindekød blandt metaltrætte swingere. Her er der lyn i øjnene – mere end man kan sige om det mere etablerede ensemble, der hurtigt kører selvtræt i ovennævnte dialog og filmens generelle problem med at forbinde hjerne med underliv.