Prison Break [2] (2007)

    Jaget vildt på kryds og tværs af USA og dele af Sydamerika forsøger en gruppe undslupne fanger af holde sig fri af politiet.


    HÆSBLÆST EFFEKTIVT

    Sammenhængende i denne serie:
    Prison Break [1] (2005)
    Prison Break [2] (2007)
    Prison Break [3] (2007)
    Prison Break [4] (2008)

    Ude på den anden side af tremmerne er hele verden åbnet for forfatterne og idéskaberne bag serien "Prison break" - og det bliver både en styrke og en svaghed.

    Mulighedernes land
    Det er selvfølgelig mulighedernes land, der ligger frit tilgængeligt for de lovløses gøren og laden, men omvendt er der en tendens til, at begivenhederne stikker i for mange retninger uden første sæsons kompakt samlende fængselsmure.

    Hæsblæst effektivt
    Serien fortsætter ufortrødent i samme hæsblæsende effektive stil med at spytte ekstreme udviklinger ud på samlebånd, og efter en skuffende sæsonstart, begynder der efter omtrent fem episoder at komme mere actionguf og jordforbindelse i historierne.

    Hårdnakket kassation
    Vi må vinke farvel til en række af seriens markante personer, efterhånden som de skrives ud af sammenhængen og kasseres til fordel for en endnu mere hårdnakket erstatning.

    Nye og uventede sammenhænge
    Der røres godt og grundigt rundt i gryden med personerne, og deres tilhørsforhold og grundkompetencer kan formes i nye og uventede sammenhænge. Fx bliver den nu fyrede fængselsvagt, Brad Bellick, både FBI-agent og lovløs undervejs, ligesom USA's kvindelige præsident mister sin troværdighed og sit eksistensgrundlag som følge af pikante interne afsløringer.

    Lidt svagt hovedrollespil
    Skåret ind til benet har serien stadig det meste af sit fokus på de egentlige hovedpersoner, Michael Scofield og hans bror, Lincoln Burrows, og deres helt aparte umenneskelige flugt over stok og sten. Her er det en klods om seriens ben, at begge brødre spilles uden den store styrke og udstråling. Det er i hvert fald ikke her, det mest markante spil skal findes.

    Kantede biroller
    Fascinationen over de oftest langt mere kantede og velspillede biroller holder dog dampen oppe i denne henseende. Stadigt mere kødfuldt og klamt er Robert Kneppers portræt af udskuddet T-bag, ligesom FBI-agenten Alex Mahone, spillet af William Fichtner, er et stærkt kort for nerven i denne anden sæson.

    Skiftende locations
    De skiftende locations er en stærk kontrast til første sæsons kompakte fængselsunivers, og ind imellem fungerer flugterne over stok og sten ganske delikat i forskellige nye omgivelser, men som nævnt kan dramaet også blive for flaksende, når der hele tiden springes mellem så mange forskellige sidehistorier.



    Anmeldt i 2010 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2007, Storbritannien, USA, Action, Krimi, Drama, Fængselsfilm, Udl. tv-serie, 912 min.

    Dansk titel: Prison Break [2.sæson] (tvs)
    Instr: Kevin Hooks, Bobby Roth, Bryan Spicer, Peter O'Fallon, Eric Laneuville, Sergio Mimica-Gezzan, Vincent Misiano, Dwight H. Little, Greg Yaitanes, Karen Gaviola, Jesse Bochco, Nelson McCormick Prod: Garry A. Brown m.fl. Manus: Paul Scheuring m.fl. Foto: Fernando Argüelles m.fl. Klip: Etienne Des Lauriers m.fl. Mus: Ramin Djawadi
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation