En fremmed banker på (1959)

Til næsten ustoppeligt overdramatiserende musik af Erik Fiehn er vi hér vidner til et af Johan Jacobsens mindre heldige filmprojekter. Der er tale om et kammerspil: Kun to centrale skuespillere medvirker i filmen, og det er deres fatale kærlighedsdrama, som det hele kredser fuldstændigt om.

Musikken er en dræber af karat
Det er svært at blive fortrolig med filmens intimitet, fordi den er alt for svulstig i sit udtryk. Den nævnte musik er en dræber af karat, og de mange nærbilleder af "vores" to elskende forbliver en ekskursion i teatret.
 

Stormfuld elskov

Langt ude i den forblæste ødemark bor kvinden Vibeke (Birgitte Federspiel) ganske alene i et stråtækt sommerhus. Der er ikke meget solskin i hendes liv. Her har hun boet alene siden midt under 2. verdenskrig, så hun tvivler ikke med at åbne døren, da det en aften banker på.

Søger ly for stormen

En nydelig herre (Preben Lerdorff Rye) søger ly for stormen. Ikke længe efter er de to godt i gang med et stormende kærlighedsforhold. Men der stikker noget under! Idyllen kan ikke vare ved. De værste hemmeligheder om forhold under krigen kommer frem, og de glade miner stivner eftertrykkeligt.

Stiv og ufleksibel facon
Dramatikken stiger forventeligt i takt med, at stemningen skifter fra det rørende forelskede til den barske sandhedens time. Men det redder ikke meget for filmen, der er groet fast fra begyndelsen i sin stive og ufleksible facon.

Stramt komponeret

Johan Jacobsen vrider i de bedste øjeblikke en kunstnerisk fortrolighed ud af de elskendes hyggestunder, og den stramt komponerede sort/hvide fotografering er generelt underkastet en kompromisløs lyssætning.

Fortættet mission
Generelt er filmens stil dog vulgær i sin fortættede mission. Birgitte Federspiel og Preben Lerdorff Rye vader rundt i tungt teatralsk skrevne replikker, og diktionen er herefter.

Vovede orgasmer
Et par vovede kvindelige orgasmer er – ligesom hele den øvrige film – udspartlet med det helt store musiklag. Det udgør i sig selv en konstant "orgasme", hvor man ikke behøver at røre en finger selv!

Særdeles utidssvarende
Johan Jacobsen serverer således en thriller, der i sin fortællestil er særdeles utidssvarende og i sin teatralske tone graver sin egen grav fra første scene.

Et æstetisk fundament

At der alligevel opstår en række bemærkelsesværdige øjeblikke, skyldes primært Johan Jacobsens æstetiske fundament, og at skuespillerne er instrueret ind i og aldeles lever med i kammerspillet.