Je me tue à le dire (2016)

Hypokondri har næppe været mere nuanceret morsomt skildret end i Xavier Serons "Je me tue à le dire" – en i mere end én forstand sort/hvid komedie om et noget aparte mor-søn-forhold og deres respektive forhold til sygdom og død. Moren med en kræftdiagnose, sønnen med en evig skræk for at få det samme.

Betagende humoristisk tone
Historien er ualmindelig skæv med en betagende humoristisk tone, der ikke er bange for at gå lige til stregen i beretningen om sygdomsangst. Dén og angsten for at dø bor i os alle, uanset om man vil indrømme det eller ej, og med den satirisk-grænsesøgende tilgang åbner Xavier Seron døren på klem til en herlig strøm af menneskelig selvindsigt, hvis tilskueren ellers tør tage den ind.

Fanden på væggen
De sort/hvide billeder maler flot fanden på væggen, når vores hovedperson Michel Peneud gradvis føler sig mere og mere sikker på at bære en dødbringende kræftknude i brystet, ligesom sin mor. I det hele taget er fraværet af farver et fint valg, netop fordi komedien vinder terræn på den selvironiske bane.

Aparte!
Jean-Jacques Rausin er virkelig skøn som Michel og tør træde ind i mørket, selvom det er komisk forankret. I alt fra det noget aparte forhold til kæresten over det endnu mere aparte forhold til moren og til det totalt aparte forhold til døden er Rausin en troværdig formidler i grænselandet mellem den dybe alvor og det lakonisk-ironiske.

6 baglængsgående kapitler
Hans gamle kræftsyge mor portrætteres med skæv charme af Myriam Boyer. Hun er meget glad for katte og har talrige af dem i sin hjem, lige indtil en større katastrofe gør det af med dem. For filmen tager endnu en tur ud ad overdrevet i sine 6 baglænsgående kapitler. Vi starter med "5" og slutter med "0" – og overdrivelserne fremmer som bekendt forståelsen, og i dette tilfælde en stor og ubehagelig forandring i Michels liv.

Brede smil på læben
Man kan næsten ikke tørre det brede smil af læberne i selskab med "Je me tue à le dire", og det ønsker man heller ikke. For både den kunstneriske og underholdningsmæssige værdi er høj, samtidig med at humoren er så balanceret og subtil.

Lige til stregen
Man går til stregen, men overskrider den ikke, og det absurde bliver aldrig avantgardistisk. Sammenligningen med Roy Anderssons komiske vanvidsfilm kunne ellers ligge lige for, men stilen er en helt anden.

Fuld af indlevelse
Her er ingen musikalsk underlægning og i det hele taget ikke noget lydbillede, der fremmedgør historien. Intensiteten opstår helt og holdent ud af den alvorstunge komik og de dygtige skuespillere, der formidler i fuldstændig indlevelse i det lagdelte tema.