Klovn [1] (tvs) (2005)

    Et par kendte danskere med eget bureau i København får røven på komedie, fordi særligt den ene hele tiden kvajer sig.


    GULDRANDET DANSK HUMOR

    Klovn på film og tv:
    Klovn [1. sæson] (tvs) (2005)
    Klovn [2. sæson] (tvs) (2005)
    Klovn [3. sæson] (tvs) (2006)
    Klovn [4. sæson] (tvs) (2006)
    Klovn [5. sæson] (tvs) (2008)
    Klovn [6. sæson] (tvs) (2009)
    Klovn: The Movie (2010)
    Klovn Forever (2015)

    Første sæson af "Klovn" er samtidig første vellykkede danske sitcom; Frank Hvams og Casper Christensens umiddelbare arvtager til den mindre vellykkede og dåselatterbelastede "Langt fra Las Vegas".
     

    Meget langt fra Las Vegas

    "Klovn" udmærker sig ved at være så langt fra Las Vegas, som det næsten er tænkeligt: Det er helt jordnær dansk humor, og serien er baseret på platte hændelser, der er så pinlige, at man selv sidder og bliver grundigt flov.
     

    Unikt metaunivers

    Nu skal man jo ikke tro på alt, hvad man ser, og kvaliteten i "Klovn" ligger netop i det unikke metaunivers, hvor Frank og co spiller sig selv fra det virkelige liv - med en lille twist fra fiktionens verden.

    Tabuiserede banaliteter prikkes åbne
    Gjort med den rette sans for detaljen er virkningen ubetaleligt morsom, og det ene afsnit er mere opfindsomt og skævt end det andet. Ved at prikke hul på hverdagens mest tabuiserede banaliteter, rammer "Klovn" ned i pinlighedens absolutte centrum.
     

    Uhøjtideligt spil

    Gennem uhøjtideligt skuespil, der grænser til hjemmevideo men alligevel er dybt professionelt, bliver karaktererne, der jo spiller under deres egne navne og derfor ikke opnår nogen egentlig identitet i fiktionens "Klovn", fuldstændig hjemlige, og de fleste tilskuere vil nemt kunne føle et fortrolighedsforhold med "virkelighedens" Frank og Mia.

    I særklasse pinligt
    Idérigdommen er beundringsværdig. Frank og Casper løber sjældent ind i morsomheder, der ikke holder, og det altoverskyggende indtryk af "Klovns" første sæson er stærkt: det er guldrandet dansk humor. Den særlige Klovn-atmosfære skal opleves og indfanges af den enkelte og lader sig som sådan ikke beskrive for et begynderpublikum.
     

    Direkte og uindpakket

    Ja, det er plat og dumt, men netop i kraft af den direkte og uindpakkede formidling af de i særklasse pinlige situationer, opnår Hvam og Christensen en ægthed og charme, som man absolut aldrig ville finde på samme jordnære og identificerbare plan i amerikanske sitcoms. Franks og Caspers helt håbløst politisk ukorrekte historier er virkelig befriende - endelig præsenteres tabuiserede emner, sådan som de fleste danskere går og tænker dem til daglig.

    Sjælden virkelighedsnær dokumentarisme
    Alle skabsracister, skabshomofober, folk med fordomme for lave og høje sociale segmenter osv. Får langt om længe lov at grine igennem, så tårerne springer - det er sjælden virkelighedsnær dokumentarisme pakket ind i satirens og metafiktionens nødvendige støddæmpning.
     

    Med orkaneffekt

    Helt geniale episoder i første sæson er "Løft ikke hunden", hvor forholdet bums/overklasse præsenteres med en sådan effekt, at end ikke en køkkenrulle kan tørre op efter latteren - og "Fars sidste ønske", hvor snakken om sex mellem far og søn bliver afprøvet med orkaneffekt. Man må ikke glemme, at dansk satires mest eksponerede ansigter samtidig har bevist, at de også er landets dygtigste. Dette forhold giver for en gangs skyld mening i dansk tv.



    Anmeldt i 2007 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018