Smukke mennesker (2010)

Mikkel Munch-Fals' spillefilmsdebut vil overrumple de fleste. I sin kompromisløse stil og i en bramfri og modig atmosfære konfronterer instruktøren publikum med de mørke tabusider og indre dæmoner, der ligger skjult i os alle.

Tragikomisk ballade
"Smukke mennesker" er en tragikomisk ballade, der nok markedsfører sig som komedie, men i bund og grund er dybt alvorlig og bestemt en krybende mental udfordring. Ironien er en aktiv medspiller i Munch-Fals' manuskript, men den er hele tiden ambivalent og fuld af mørke: Dobbeltheden i det eksplicitte drama er til at tage og føle på.

Uhyggeligt mørke
Så selvom begivenhederne grænser til det grædefærdigt tragikomiske, ligger der i historien et dybt og indsigtsfuldt psykologisk aspekt, der former filmens skæbner og bidrager til det uhyggelige mørke, der ledsager begivenhederne til sidste scene.
 

Skæbner flettes på kryds og tværs

Fire danskere med hver deres handicap fletter skæbner på kryds og tværs. Anders er blotter og viser pik i parken for Anna, der har fået fjernet et bryst. Anders' søn Jonas er trækkerdreng og havner i favnen på den nybagte enke, Ingeborg. Hvordan de fire så at sige smelter sammen, skal filmen selv have lov til at fortælle.

Spidsfindige indgange
Til dem, der misforstår filmens ironi og komiske lag: Der er ikke tale om at gøre grin med en kræftpatient eller normalisere en blotters tanker. Munch-Fals anvender disse ekstremer som spidsfindige indgange til sin alt andet end lalleglade fortælling.

Ondt helt ind i sjælen
Filmen gør jo ondt helt ind i sjælen. Den er psykologisk ubehagelig, samtidig med at den er raffineret, tvetydig og overraskende. Det er en spektakulær filmdebut. Det altoverskyggende tema gennem filmen er - som allerede antydet - seksualitetens skyggesider. Munch-Fals har fat i så store tabuemner, at de oplagt kan opleves som vulgære af mange tilskuere.
 

På kanten af afgrunden

Disse vil også afvise filmen og instruktøren kategorisk: Det kan man ikke, det er ulækkert, perverst, osv. Sådan lever kunst, der skildrer afvigelser og tabuemner, en tilværelse på kanten af afgrunden.

Elegent ekstremistisk
Men en film som "Smukke mennesker" er så modig, så elegant ekstremistisk, så anderledes, at den fortjener at blive mødt med et åbent sind, snarere end med korslagte arme. Det barske og mørke univers i filmen sætter sig som en stor klump i halsen, ind imellem løsnet let af ironiens strejf.

Knivskarp intensitet
Et intelligent produktionsdesign former kulissen uden ekstra pynt. Rekvisitterne er velovervejede, kostumerne nede på jorden. Det former små universer af knivskarp intensitet. Den kunstneriske inddeling af filmen i kapitler opleves som fint afgrænsede pauser.
 

Forfalder ikke til det spektakulære

Fotograferingen forfalder aldrig til det spektakulære. Snarere fastholder instruktøren de enkelte sceners intimitet gennem stationære billeder, og klipningen følger denne linje fint.

Fravalg af musik
Fravalget af musik er en anden narrativ kvalitet ved denne debutfilm. Jomi Massages originalmusik er oftest sammensmeltet med det raffinerede lyddesign, der skildrer en storbyverden, vi aldrig ser - herunder togenes vemodige horn.

Usædvanlige pragtpræstioner
Skuespillerne har tydeligvis forstået filmens kompromisløse stil og lever fuldt i den. Munch-Fals er lykkedes forbilledligt i sin instruktion, og det giver en række usædvanlige pragtpræstationer. Bedst er Bodil Jørgensen som enkefru Ingeborg, der famler sig frem efter en smule menneskelig omsorg. Også Henrik Prip er glimrende som blotteren med samvittighedsnag, ligesom Sebastian Jessen stråler som trækkerdrengen Jonas.
 

Hjertegribende akkurat

Mille Hoffmeyer Lehfeldts portræt af den cancer-ramte Anna er hjertegribende akkurat. I biroller er der ekstrem saft og kraft i Kurt Ravns sadistiske velgører Jeppe, Jesper Asholts forsagte bingovært og Rasmus Bjergs pornoforretningsindehaver.