Ludo (2014)

Endnu et færøsk drama tabt på gulvet af instruktøren Katrin Ottarsdóttir. Som vi oplevede det med debutfilmen Bye Bye Blue Bird (1999), er også "Ludo" dyppet i klæbrige lag af overfortælling, og filmen ligner mest af alt en ivrig filmskoleelevs kejtede hjemmeopgave.

En kernefamilie?
Vi befinder os i det færøske "lavland", nærmere bestemt på øen Sandoy, sådan omtrent lidt syd for centrum af de 18 øer i Atlanterhavet. Her bor en 11-årig pige med sin far og mor i et dejligt rødt hus tæt på kirken i bygden Sandur.

Iskold empatimangel
Alt ånder idyl... Eller gør det nu også? Ret hurtigt bliver vi pejlet ind på, at moren er mere end almindeligt depressiv med afstikkere til tvangshandlinger og iskold empatimangel, særligt i forholdet til datteren. Her oplever vi det helt store svigt.

Hysterisk kone
Den søde far ser lidt apatisk til i kulissen, selvom det er ham, der tager initiativ til fjeldudflugten med datteren i begyndelsen af filmen. Når det kommer til at træde i karakter overfor den komplet hysteriske kone, har han desværre ikke den mindste gennemslagskraft.

Mystik og gys
Ottarsdóttirs film indbyder fra første scene til et univers af mystik og gys. Det sørger Sune Kølsters håbløst udspartlende og evigt ildevarslende musik for strygere for. Der gemmer sig noget bag den idylliske og landskabsskønne facade, og i mødet med familiemor bekræftes tilskueren i, at der er noget ubehageligt i vente.

Sværmerisk og lyrisk
Hvorvidt "Ludo"s mange flirts med gysergenren er det rene drømmeri eller reelle handlingselementer lader Ottarsdóttir stå hen i det uvisse. For filmen er gennem hele den korte spilletid på 71 minutter mere sværmerisk og lyrisk end egentlig handlingsfokuseret.

Ikke styr på tøjlerne
Havde der været styr på tøjlerne og på den altid væsentlige besøgelsestid, kunne historien muligvis have haft potentialet til at brænde igennem brændingerne både i forhold til morens psykiske problemer, og hvor hav møder fjeld.

Overfortalt
Men Ottarsdóttir overfortæller på det skammeligste, og der er stort set ikke et eneste øjeblik i filmen, der står stærkt i en egen ægte dramatik. Snarere forplumrer de mange lag af musik, skæve kameravinkler (ivrig filmstuderende!) og slow motion-sekvenser af brændinger filmoplevelsen totalt.

Form over indhold
Den lille kernefamilie portrætteres egentlig pænt gennem hele spektret fra barnlig charme til hysterisk syg mor, men skuespillet er ikke interessant for Ottarsdóttir, for hvem formen synes at være det vigtigste omdrejningspunkt.