Bye Bye Blue Bird (1999)

Færøske Katrin Ottarsdóttir fik en god idé - nemlig at indspille en film på Færøerne med et færøsk plot og med færøsk dialog: Og idéen er både god og dejlig. Desværre er resultatet skudt helt forbi, og man sidder tilbage med en stiv grimasse.

Mejet ud til fingerspidserne
Veninderne Rannvá og Barba vender tilbage til deres hjemland Færøerne efter et længere udlandsophold. De er mejet ud til fingerspidserne i farverig sminke og ditto kostumer, så det er klart, at de vækker en enorm opsigt i det fredelige øsamfund.

Ud at køre med de skøre
Der er ikke synderligt mange, der vil kendes ved de kække veninder, så de lader sig samle op af bygdeknægten Rúni, der alligevel bare er ude for at røre sine gamle Ford rundt på øerne. Så kan de jo ligeså godt tage med.

Synkrone grimasser
De kommer lidt omkring og forsøger at gøre oprør mod gamle, sure afholdsfolk og solidt kristne ægtepar. De gør grin med en fuld sømand ved at klæde ham i dameundertøj, de glider skrigende ned ad fjeldsiden i bar røv, og så kan de det dér med at tale fransk og gøre grimasser helt synkront.

Tom historie
Kort sagt er "Bye Bye Blue Bird" en ganske tom historie, der hele tiden forsøger at stikke dybt i følelserne, men kun ganske sjældent strejfer blot en enkelt. Det er tydeligt, at Katrin Ottarsdóttir har villet skildre den færøske tungsindighed og bygdeisolation - med frygten for det fremmede som kerne.

Pinligt rodet
Men i stedet bliver filmen til en nærmest pinligt rodet og unuanceret skildring af to skæve kvinde-eksistensers desperate søgen efter accept. Det bliver til et par skønne billeder fra det dejlige ørige, men som regel ødelægges de af kække klip og Hilmar Örn Hilmarssons nervepirrende, minimalistiske strygersuppe-musik.

Ærgerlige spildte kræfter
Man sidder og ærgrer sig over al den spildte skønhed - tænk at misbruge så eventyrligt dejlige naturkulisser på en sådan ærgerlig måde.