Ved verdens ende (2009)

Det er vist kun to gange Jensen fra Frederiksværk, der kan finde på at fabrikere en dansk eventyrfilm som "Ved verdens ende": En endeløs, verdensfjern og plat saga. Men uanset at filmen er langt ude, så er den det overraskende nok med manér, og faktisk er det to gange Jensen fra Frederiksværks bedste skud til dato.

Spektakulær
Det skal her undlades at liste alle de kontinenter og lande, som filmens handling udspiller sig over. Faktum er, at produktionen er omfattende, dyr, og som sådan også spektakulær: I hvert fald i et dansk perspektiv.
 

130 år gammel dansk mand i junglen

En dansk mand i junglen på den anden side af kloden går amok med sit automatgevær, da et tv-hold fra BBC kommer for tæt på dén blomst, som han hævder holder ham evigt ung.
 

En mentalanalyse

Det lykkes nu politiet at anholde manden, der hævder at være nærved 130 år gammel, og hjemme fra Danmark sendes en ung psykiater af sted med sin kvindelige assistent for at forsøge at foretage en mentalanalyse på manden.
 

Ned i jungledyndet

På den anden side af kloden trækkes psykiateren og hans stramt ubegavede assistent hurtigt ned i jungledyndet, havner i ballade og er tæt på at ende livet bag tremmer, men strålende sidsteøjebliks-løsninger redder dem gang på gang.

Yderst svingende spil
Det er en film tynget - og stærkt præget - af yderst svingende skuespillerpræstationer. På en sær måde passer Nikolaj Lie Kaas’ perfekt til rollen som berøringsangst psykiater, men Birgitte Hjort Sørensen som assistenten og Nicolas Bro som Mikael Feldt er begge helt ude i hampen.

Stærke små biroller
Resten af spillerne befinder sig på det jævne eller lige over - med undtagelse af psykiaterens forældre. Her leverer henholdsvis Ulf Pilgaard og Birthe Neumann virkeligt fine præstationer i små, skæve biroller.

Lattervækkende tumpet
Det er også i munden på Pilgaard og Neumann at Anders Thomas Jensens akavede og konstruerede replikker undtagelsesvist fungerer. I de øvrige munde bliver platheden hurtigt så tumpet, at man må gemme hovedet i fasters uldtæppe.

Fremdriften fastholdes
Filmens store bedrift er i virkeligheden dens evne til at fastholde fremdriften og underholdningsniveauet gennem halvanden time - på trods af 2 gange Jensen fra Frederiksværks provinsielle drengerøvsdramaturgi. Det skyldes bestemt en lillebitte portion dygtighed, men i særdeleshed de mange penge, der er skudt i at gøre jordomrejserne troværdige.

Endeløs eventyrmusak
Underkastet endeløs eventyrmusak af Dale Cornelius samt skrækindjagende sovsesuppede titelsange, sunget af Maria Montell.