Jack the Ripper (1988)

To gange ca. 90 minutter har Scotland Yard-kriminalinspektøren Frederick Abberline (Michael Caine) og hans håndlanger George Godley (Lewis Collins) til at finde frem til, hvem der er den efterhånden svært berygtede kvinde-seriemorder Jack the Ripper.

Sagn- og myteomspundet

Det er i hvert fald dén ramme, David Wickes' britiske miniserie sætter i et ret vellykket forsøg på at vække en af alle tiders mest sagn- og myteomspundne kriminalsager til live.

Kælet for detaljen

Først og fremmest finder miniserien meget næring i det fine produktionsdesign, hvor der i temmelig høj grad er kælet for detaljen i scenografien – dog ind imellem begrænset af tv-rammerne og heraf følgende lidt overdramatiserede tendenser.

Første episode bedst

Første episode er afgjort mest vellykket. Her er der langt mere elegance i mystikken, tidsbilledet og personkarakteristikkerne. Anden episode bliver ret hurtigt "afviklende" og er egentlig mest af alt ét langt klimaks frem mod en formodet opklaring, og episoden forfalder også til alt for tykke ekstralag udi dramatisering (ikke mindst den kejtede, kedelige og anmassende musik).

Stærkt spillet

Uden det generelt virkelig stærke skuespil havde miniserien dog været prisgivet, og hér fører Michael Caine an (han vandt en Golden Globe) i en følt, energisk hovedrollepræstatuon, flankeret af veloplagte Lewis Collins som assistenten Godley.

Klam-uforudsigelig

Også flere af de mindre biroller funkler: Armand Assante er ætsende klam-uforudsigelig som den tyndhårede Jekyll/Hyde-skuespiller Richard Mansfield, ligesom Ray McAnally, Ken Bones og Hugh Fraser glimrer i få stærke scener.