Sense and Sensibility (1995)

Det var dog ganske ærgerligt, som denne roste filmatisering af Jane Austens roman "Sense & Sensibility" reelt er en uoverskueligt lang og forudsigelig kærlighedssuppe.

Ensporet kærlighedsfilm
Det er blevet til en af disse ensporede britiske kærlighedsfilm, der svælger i et minutiøst korrekt tidsbilledes overdådigheder af stive kostumer og korrekt diktion. Men "Sense & Sensibility" er - forholdsvis utraditionelt for denne type film - tilsvarende meget fattig på storslåede totalbilleder af britiske heder og blomstermarker. Kun ganske sjældent vover instruktør Ang Lee og filmholdet at perspektivere familien Dashwoods kærlighedsintriger.

Kærlighedsintriger
Historien foregår ellers for det meste i og omkring et lille hus på landet, hvor en enke bor med sine tre døtre, hvoraf de to plages af ulidelige besværligheder med kærligheden.

Den ene datter, Marianne, er en teatralsk og følelses-overbelastet skønhed, der har mange håbløse besværligheder med at finde et kærlighedsståsted og i stedet finder trøst i gamle digte og klaverstykker. Den anden datter er den noget mere voksne Elinor, der udtrykker fornuft frem for følelse, selvom også hun døjer med kærlighedens smerte.

Bejlere på spring
For at få historien lidt i gang (selv om det desværre ikke hjælper det store) render døtrene på et par bejlere, der tager dem helt med storm. Naturligvis reagerer Marianne og Elinor på vidt forskellige måder, da kærligheden blomstrer.
 

Forskellige møder med kærligheden

Marianne folder sig ud med de helt store og overdrevne armbevægelser, da hun møder landsbylægen John Willoughby, mens Elinor tager den mere med ro, da hun møder den lettere affekterede og noget mindre don juan'ske Edward Ferrars.

Fornuft kontra følelse
Så det er også Marianne, der tager nederlaget værst, da hendes bejler stikker af til fordel for en anden, mens Elinor klarer sit tilsyneladende nederlag med styrke og stolthed. Det er igen fornuften kontra følelsen. Men skæbnen vil, at lykken alligevel finder vej til pigerne, så "Sense & Sensibility" kan vatte ud i en forargeligt lykkelig slutning.

Alle klichéer fremhæves
Emma Thompson vandt - ikke helt fortjent - en Oscar for sit manuskript baseret på Jane Austens roman. Hun er ganske vist dygtig til at fremhæve klichéer i stedet for at forsøge at neddrosle dem. Der er ikke én scene eller håndbevægelse i filmen, der kommer som en overraskelse. Emma Thompson er desuden noget fejlcastet i hovedrollen. Hendes overspillede naturlige- og omsorgsfulde storesøstertype passer ingen steder i filmen.

Græd ikke over spildt mælk
Der er lidt mere kød på Kate Winslets rolle, hvor hun græder sig igennem de klichéfyldte kærlighedsaffærer. Godt nok skal man ikke græde over spildt mælk, men her kan man godt få lyst til at græde over såvel spildt fornuft som følelse.