Vertigo (1958)

"Vertigo" ligger klart i sværvægtsklassen blandt thrillere. Ikke alene er filmen bundsolid og gennemført spændende, den er også så brillant spillet og guddommeligt filmet, at man bare nyder den i fulde drag fra start til slut.

En sidste opgave
James Stewart spiller den så godt som pensionerede politiefterforsker John "Scottie" Ferguson, hvis ven giver ham en sidste og tilsyneladende overkommelig opgave. Han vil have sin kone skygget, fordi han frygter, hun går med selvmordsplaner som følge af en manisk besættelse af en fjern fortid.

Depressionståge
Scottie indvilliger og begynder sin systematiske skygning af kvinden Madeleine, der farer rundt i en tydelig depressionens tåge. Inden længe kommer Scottie i nærkontakt med Madeleine, og forelskelsen er uundgåelig. Men den får ikke lov at blomstre længe, for Madeleines sorte syn på tilværelsen er ikke sådan at ændre på.

Thrillergenrens mester
Alfred Hitchcock er og bliver thrillergenrens (og suspensens) mester, og bedre bevis på dette end "Vertigo" kan man ikke finde. Filmen er så gennemarbejdet i enhver henseende, at man ikke så meget som et sekund mister fokus.

I et med filmen

Man er i ét med filmen og dens fantastiske billedkompositioner, Bernard Herrmanns hypnotiserende musik og Stewarts og Novaks uforlignelige skuespil. Sjældent er suspense set så medrivende.