Out of Season (1975)

    En amerikaner genbesøger et lille britisk hotel, hvor en gammel flirt genoptages. Men en forstyrret teenagepige vil også have en bid af kagen.


    "KINKY" NONSENS

    Et forblæst britisk udkants-hotel. Et betændt mor/datter-forhold. En mand med en fortid på skibsbriksen med moren ankommer. Teenagedatteren spiller med sine attributter. Et trekantsdrama er født!

     

    Et dragende kammerspil?

    Se dét er da et kammerspil, der kan forekomme dragende, især når rollerne er besat af Vanessa Redgrave (som moren), Cliff Robertson (som amerikaneren Joe) og Susan George (som teenagedatteren Joanna, skønt 25 år, da rollen blev udlevet).

     

    Sejrer ikke

    Men ak: "Out of Season" kommer, ser, men sejrer ikke. I Alan Bridges' vaklende iscenesættelse er der ikke meget kant over trekantsdramaet, der glider af på lige dele olieret dumhed og fatalt overspil (fra Susan George, der er den (seksuelt depraverede) vanvittige i filmens intime trekløver).

     

    Ingen udnyttelse af location

    Ingen udnyttelse heller af den sprøde location, der ellers ligger lige for, i og med at handlingen udspiller sig på Isle of Portland i det absolut sydengelske. Det synes filmen ret ligeglad med, og det meste af trekantsdramaet udspiller sig i kedeligt opsmækkede "hotel"-studier.

     

    Viser beredvilligt sin "trekant"

    Det mest "kantede", der kan siges at opstå ud af den teaterfilmede handling ("Out of Season" er baseret på et upubliceret teaterstykke), er Joannas egen "trekant", som hun beredvilligt, sovekammerøjne-sendende og underlæbebidende viser for den modne Joe – hvad enten det er full frontal nudity eller pikant antydet i fremskudt trusse i ikke helt tilfældige benstillinger.

     

    En art intensitet

    Kun i virkelig få scener opstår der en art intensitet – særligt i begyndelsen, hvor både Vanessa Redgrave (hun er tilsyneladende ret træt af sin datter... hvorfor mon) og Cliff Robertson præsterer fine nuancer. Med alt for meget anmassende og ind imellem kontralogisk underlægningsmusik.



    Anmeldt i 2025 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2025

    Fakta om filmen

    1975, Drama, Psykologisk drama, Romantik, Thriller, Teenagere, Biler på film, Skibe på film, Tog på film, Dyr på film, 90 min.

    Dansk titel: Out of Season
    Instr: Alan Bridges Prod: Eric Bercovici, Reuben Bercovitch Manus: Reuben Bercovitch, Eric Bercovici Foto: Arthur Ibbetson Klip: Peter Weatherley Mus: John Cameron
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • BERLIN-N - Golden Berlin Bear-nominering