Baisers cachés (2016)

Mærkværdigt ukritisk fransk tv-film, der serverer sine homo-pointer så papudskåret "pædagogisk", at den lineære historie snubler over det arketypiske. Det bliver ufrivilligt komisk, og det er i hvert fald en meget gammeldags måde at dramatisere udspring på i 2016.

En lavine af hysteri

Nathan (Bérenger Anceaux) er forelsket i klassekammeraten Louis (Jules Houplain), og interessen viser sig lidt gengældt. Men da klassekammerater, lærere og forældre opdager et massedelt foto af de unge kyssende mænd, starter en lavine af hysteri.

På den sikre side

Louis skynder sig at hoppe over på den sikre side og proklamere sig straight, mens Nathan tager alle de mentale og hårde fysiske klø, der følger med at være en vederstyggelighed, et udskud, en envejsbillet til helvede.

Dømt til fordømmelse?

Men mon ikke hen ad vejen, historien alligevel bløder lidt op? Det skulle jo nødig gå hen og blive filmens morale, at kærlighed mellem to teenagedrenge er dømt til fordømmelse...?

Fine nærbilleder

"Baisers cachés" nyder godt af de unge mænds charme, som kameraet dygtigt afsøger i fine nærbilleder. Men hele gymnasiekammerat- og voksengalleriet er lattervækkende marionetdukker i Jérôme Larchers mystisk utidssvarende manuskript. I perioder skriger det til himlen.

Uden indsigt

Filmen opleves virkelig som en kejtet, overlang oplysningsfilm, som det måske havde givet mening af vise til uvidende skolebørn i 1947. Som et produkt af nyere tid står historien virkelig både gumpetungt og uden indsigt i psykologien bag.