The Young Savages (1961)

Elegant filmet og (periodisk) habilt højspændt 1960'er-krimi instrueret af den produktive og næsten altid elegant vellykkede John Frankenheimer: "The Young Savages" er stilren film noir-lookalike, der centrerer sig om en forbrydelse begået af en teenage-bandegruppering i New York.

Var det selvforsvar?

Ret hurtigt kommer distriktsadvokaten Hank Bell (Burt Lancaster) på sagen, og han er reelt aldrig i tvivl om, hvad der er foregået. Og særligt fordi offeret ikke kunne se, er teorien om, at de tre hvide gerningsmænd handlede i selvforsvar, ret nem at pille fra hinanden. Sent i handlingen ender sagen i retten, hvor det efterhånden lykkes Bell at få facaderne til at krakelere.

Veludviklet kreativitet

Filmens intensitetsniveau er ikke lige opslugende hele tiden, men efter en lidt tør start står det ret hurtigt klart, at Lionel Lindons sort/hvide fotografering ikke viger tilbage for nogen mulighed for veludviklet kreativ udfoldelse, komplet med meget dramatisk lyssætning.

Dyb fascination

Og dét er i sig selv en kilde til dyb fascination, at ambitionerne hér er så høje. For i det på flere måder regeltunge manus (baseret på en roman af Evan Hunter) er der i perioder tendenser til det lidt for konforme.

I fin form

Burt Lancaster er i fin form, men i en hovedrolle, der savner lidt mere "hår på albuerne", og som i det samlede spil står lidt svagere end nogen af de bedste biroller. Hér er det især værd at fremhæve Stanley Kristien som en af teenage-gerningsmændene: Den troværdigt gestaltede, temperamentsfulde Danny diPace.

Fin autenticitet

Men også flere af de puertoricanske unge mænd, der indgår i efterforskningen, bidrager med fin autenticitet i dét plot, der emmer af både hadkriminalitet og racisme. Musikunderlægningen af David Amram er relativt anonym og vil ikke huskes for at stjæle dagsordenen.