Jungle (2017)

Mildt sagt fesen vildmarksdramatik, baseret på virkelige hændelser og en bog af filmens hovedperson, israeleren Yossi Ghinsberg. Læg hertil at Ghinsberg gestaltes af (Harry Potter)-Daniel Radcliffe, der lider under en ærgerlig mangel på gennemslagskraft.

Drømmen om junglen

Ghinsberg er en blandt tre broget sammensatte gutter, der i begyndelsen af 1980'erne er rejst til Bolivia for at forfølge en drøm at bemægtige sig junglen. Ved porten til vildmarken møder de den berejste og tilsyneladende indsigtsfulde Karl, og de vælger at følge i hans fodspor.

Ren overlevelse

Snart står det dog klart, at junglen er langt mere uforudsigelig og farlig, end de naive mænd havde forestillet sig. Nu bliver turen ren overlevelse, og det kan være svært at finde hoved og hale i, når man hverken har vådt, tørt eller de nødvendige jungle skills.

En kende krukket

Jungledramaet er bedst i den første lille times tid, hvor spændingen endnu er præget af en vis forventning om mere. Men allerede fra begyndelsen erfarer man, at opbygningen er grufuldt forudsigelig og en kende krukket - musikken sætter ind på de "rigtige" steder, spillet tangerer det sensationssøgende, slow motion gør dramaet "autentisk".

Spredt for alle junglevinde

Helt mudret bliver filmdramaet, efterhånden som Yossi og co. er spredt for alle junglevinde og ihærdigt må kæmpe mod elementerne, mens skægget vokser ligeså hurtigt som frustrationerne. Portrættet af disse processer fokuseres primært gennem Radcliffe, og han mangler format til at overbevise.

Ligegyldigt

Som antydet er "Jungle" pakket pænt ind i stemningsdikterende musik - en ørebæ fra første fløjt - og er i det hele taget irriterende glat. Der er ikke meget, der bider fra sig, og resultatet er gennemgribende ligegyldigt.