A Fish Called Wanda (1988)

To af Monty Python-folkene, John Cleese og Michael Palin, genforenes her i en amerikansk komedie. Fra Hollywood hjælper bl.a. Jamie Lee Curtis og Kevin Kline til, og resultatet er en sprudlende og utrættelig farce, frem for alt på grund af veloplagt skuespil.

Vellykket bankrøveri
Wanda, Otto, Ken og George m.fl. planlægger et bankrøveri. Det lykkes, og de er nu blevet mange diamanter rigere. Men gruppen splittes, for alle vil have de mange diamanter for sig selv, og pludselig er der ikke ret mange, der ved, hvor de er blevet gemt.
 

En romantisk tilgang

George er blevet fængslet i sagen, men hans forsvarer Archie Leach er mere eller mindre medskyldig i røveriet, så nu forsøger Wanda at lægge an på Archie for at få nogle informationer hevet ud af ham.

Ophidset af russisk
Men Ken ved rent faktisk, hvor pengene er gemt. Historien bliver mere og mere sprælsk og overgearet. Den bliver for proppet. Wanda forelsker sig rent faktisk i Archie, men mest fordi hans velklingende russiske ophidser hende.

Uimodståelig Cleese
Kevin Kline fik en Oscar for sin præstation, en statuette, der så sandelig burde være gået til John Cleese, der er fuldstændig uimodståelig.

Morsom i perioder
"A fish called Wanda" er kun rigtig morsom i perioder. Et par gange er man færdig af grin, fx i scenen hvor Archie syngende russisk - og nøgen - afsløres af en fremmed familie. Historien er mærkelig nok også præget af vulgære, frastødende sekvenser, der i høj grad ikke forekommer morsomme, men virker både platte og ulækre.

Talrige svagheder
De sætninger der ledsager det lettende fly i filmens slutsekunder er ganske enkelt latterlige. En reminder om, at filmen har talrige synlige svagheder.