Sånger från andra våningen (2000)

Den svenske filminstruktør Roy Andersson er en mand af få film. Han er en mand underlagt egne stramme æstetiske dogmer, og det kan mærkes i hans film. "Sange fra anden sal" var hans første spillefilm som instruktør i 25 år og er en sær, surrealistisk fortælling fra et moderne, men tidløst tungsindigt Sverige.

Tableau-rækker
Filmen er en række tableauer, der tager udgangspunkt i socialt handicappede mennesker i en distanceret og kold verden, hvor enhver har nok i sit eget. Roy Andersson klipper aldrig i disse tableauer, og zoom er bandlyst. Kameraet bevæger sig hverken fra side til side eller op og ned. Det er primært den visuelle sammentrækning af dybdeperspektiver og blege pastelfarver, der former filmens udtryks-identitet.

Fladerne som platform
Fladerne er filmens platform: Vertikale og horisontale linjer strækker sig på kryds og tværs af perfektionistisk anrettede diagonaler. Personerne er som regel perifert placerede i kameraets optik, og begivenhederne forklares i langt højere grad gennem lydens antydninger end gennem den enkelte persons mimik.
 

Absurde sammenhænge

Dette forklarer måske bedre end noget andet, hvorfor filmen er vanskelig at blive rigtig begejstret for. Anderssons stil er nærmest uhyggeligt stram, og rækken af tableauer er kun narrativt kædet sammen af et par personer, der optræder i forskellige absurde sammenhænge.

Atmosfærisk tåge
Det bliver det absurde for det absurdes skyld, der udgør filmens fremdrift, og surrealismen er så atmosfærisk tæt, at man ikke kan mærke bare en anelse personlighed eller finurlighed, der går ud over den stramt villede stil.
 

En art fascination

At filmen trods alt giver anledning til en art fascination i en række af de mange tableauer skyldes primært den sart humoristiske tilgang til sortsynet. Problemet i forliget mellem filmens store projekt og tilskuerens reception af det færdige produkt ligger primært i, at Andersson savner selvironi.
 

Let formørket selvhøjtidelighed

Utvivlsomt en større bedrift med de mange kulisser og den nøjagtige timing i de lange indstillinger, men følelsen af afmagt hersker alligevel: Ikke så meget på grund af filmens sorte stemning som på grund af filmens let formørkede selvhøjtidelighed.