Salt (2010)

    En kvindelig CIA-agent med et avanceret dobbeltliv er slet ikke til at stoppe, da hun først går i selvsving i et hæsblæsende sololøb.


    BRODNE KAR

    Typisk opskruet amerikansk actionfilm, der leverer underholdningsvaren, men til gengæld serverer klichéerne som skidt fra en for tidligt født spædekalv.

    Øjne og våben i nakken
    Effektive håndkantslag, spektakulært svungne karateben, øjne og våben i nakken. Vores kvindelige (anti)heltinde kan det hele. Navnet er Evelyn Salt. Eller i hvert fald - det er hun kendt som. Men er hun i virkeligheden, hvem hun udgiver sig for?
     

    En mulig dobbeltagent

    Da en formodet russisk spion træder ind i CIAs lokaler, bliver det pludselig klart, at Salt kan være dobbeltagent med planer om at likvidere den russiske præsident. Evelyn selv tager flugten; til lands, til vands og i luften. Og hun er bestemt ikke nem at få bragt til standsning igen.

    Kompromisløs fortællestil
    I den kompromisløse fortællestil er vi næsten konstant under ekstremiteternes tæppebombardent. Pumpende musik, fremherskende lydeffekter og svulstig kameraføring: Ingen tvivl om, at dette er en produktion skabt primært for at imponere, snarere end forme stof til eftertanke.

    Ekstravagant usandsynligt
    Som sådan fungerer "Salt" upåklageligt. Man er herligt underholdt i det ekstravagant usandsynlige univers, hvor tid og sted for en stund glemmes.

    Brodne kar
    Det bliver dog gradvist mere anstrengende, efterhånden som dobbeltagents-tematikken tager over, og det ene brodne kar så at sige lapper over det andet, så det russisk-amerikanske højspændingsnet ingen ende vil tage. Tåleligt spillet og professionelt indrammet efterlader "Salt" et indtryk af effektivitet uden bund.



    Anmeldt i 2011 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2010, USA, Action, Krimi, 100 min.

    Dansk titel: Salt
    Instr: Phillip Noyce Prod: Lorenzo di Bonaventura, Sunil Perkash Manus: Kurt Wimmer Foto: Robert Elswit Klip: Stuart Baird, John Gilroy Mus: James Newton Howard
    Priser
    • AAN - Bedste lydmix