Tilløkke Herbert (1974)

Så galt kan det gå for en fuldvoksen københavnerrod, når han i dén grad gør i nælderne: Otto Brandenburg spiller den alkoholiserede Herbert, der vågner op efter endnu en brandert og har glemt alt om, at det er hans fødselsdag. Han skal hurtigt have sig en pilsner, men det bliver absolut ikke dagens "højdepunkt".

En pistol i fødselsdagsgave

Herbert har nemlig fået en pistol (!) i fødselsdagsgave, og den er han ikke bleg for at vifte med på værtshuset (uden konsekvenser) og senere anvende, da han pludselig havner i en dramatisk biljagt med politiet fra bagsædet i en taxi. Herbert er med andre ord godt i gang med at køre sig selv helt ud over rampen, hvilket kun forstærkes, da han lidt senere stjæler taxien (en Volvo 144).

Utroværdigt snit

Snittet er utroværdigt, og hverken drama eller krimi flyder med ret meget vandtryk. Dog er der en betragtelig underholdningsværdi i at betragte de sprøde københavnerlocations anno 1974, ind imellem opfindsomt perspektiveret i Henrik Herberts fine fotografering. Vi kommer bl.a. forbi Christianshavn, Vesterbro og Bellahøj (sidstnævnte med mulighed for at optage op- og nedstigninger fra elevatoren, der er monteret uden på bygningen.)

Indstuderet spil

Skuespillet er præget af det "indstuderede", og dialogen falder tørt og uden indlevelse. Også Otto Brandenburg synes at have svært ved at finde melodien i den hyperventilerende kriminal-hovedrolle, hvor druk og dumhed er de eneste holdepunkter. Birollerne blegner helt i det unuancerede.

Ironisk underlagt

Meget af handlingen udspiller sig i arketypisk kedsommelige tv-studier, hvor de sort/hvide billeder ikke har ret meget at spille op imod. Som nævnt er det udendørsoptagelserne, der rykker. Med skinger solo-mundharmonikamusik af Elith Nykjær. Start- og slutscenerne, der illustrerer Herberts uforudsigelige temperament, er ironisk underlagt Disney-klassikeren "Når du ser et stjerneskud."