The House of the Spirits (1993)

Bille Augusts første forsøg på at designe en Hollywood-film er på nogle områder temmelig vellykket men på andre mangelfuldt og overfladisk.

Store verdensnavne
Under alle omstændigheder var det en forandring for den danske instruktør med forkærlighed for det nordisk intense at skulle instruere en sydlandsk, varmblodig kærlighedshistorie med store verdensnavne i snart sagt alle roller. Jeremy Irons, Meryl Streep og Glenn Close er alle skuespillere med stor erfaring fra Hollywood og en evne til at spille skuespil uden nogen videre instruktion.

Glødende atmosfære
Bille August tilfører flot filmen en glødende atmosfære. Skildringen af tiden og af personerne der ældes er jævnt vellykket og døden behandles på en vedkommende og tankevækkende måde.

Rig & værdig
Vi følger 45 år af Trueba-familiens liv. I begyndelsen lover den unge Esteban, at han vil vende tilbage og gifte sig med den aristokratiske Rosa, når han engang er blevet rig og værdig. Men da han vender tilbage, er Rosa død af en forgiftning. 20 år senere gifter han sig i stedet med Rosas lillesøster Clara. Sammen med dem bor Estebans søster Ferula, en pebermø med let antydede lesbiske tendenser, og hun passer og plejer Clara, før under og efter hendes graviditet.

Smides på porten
Lige indtil den dag det bliver for meget for Esteban, og han smider hende på porten. Det bliver begyndelsen til et had-kærligheds-forhold mellem Clara og Esteban. Da Esteban slår hende i raseri, beslutter hun sig for aldrig at tale til ham mere - en effektiv straf.

En ond diktator
17 år senere er Estebans og Claras datter Blanca forelsket i den flotte Pedro, der ulovligt beskylder Trueba for at være end ond diktator. Men: Ti år senere udbryder der krig i Argentina, og den nu aleneladte Trueba må tage sig af barnebarnet Alba og den ulovligt skjulte Pedro for at hjælpe sin datter.

Spring i tid
Der bliver sprunget meget i tiden, men det betyder ikke, at man mister tråden i historien. Underholdningsværdien er høj, fordi der springes fra det ene dramatiske højdepunkt til det andet, og selvom det måske ikke er den fuldendte måde at filmatisere Allendes roman på, fungerer filmen udmærket. Hans Zimmers musik er lovligt billedskøn, og den følger de stolte billeder på helt i mål.