Fasandræberne (2014)

Sammenhængende film:
Kvinden i buret (2013)
Fasandræberne (2014)

Flaskepost fra P (2016)

Journal 64 (2018)

"Fasandræberne" fortsætter forventeligt i samme spor som "Kvinden i buret": En rendyrket skabelonfilm, der dyrker sin genre på klichéernes præmisser uden på noget tidspunkt at vise vilje til at foretage bare en eneste udskiftning i det forventelige.

Velkendte ingredienser
Vi bliver således vidner til endnu en tam filmoplevelse, der er æltet på en dej af højspændthed med alle tænkelige ingredienser af vold, mord, sex, dekadence, sindssygdom, svigt og smerte.

Glansdrama
Der er ingen tvivl om, at disse Jussi-filmatiseringer er slået stort op – for nu at blive i bagersproget – og rent teknisk er der ikke en finger at sætte på resultatet. På nær altså at glansdramaet er svøbt i ekstreme mængder af brummelyde og filmmusik. Plads til ægthed er der ikke levnet.

Gammel sag med nyt blod
Kriminalbetjent Carl Mørck og hans makker efterforsker en tyve år gammel mordsag, hvor to tvillinger blev brutalt myrdet. Sagen er blevet højaktuel igen og leder især Carl Mørck langt ind i et mørke, hvor han næsten ikke kan bunde.

Et vanvids-sidespor
Det leder opdagerparret længere og længere ud ad et vanvids-sidespor, hvor det er meget tæt på at gå helt galt. Men hvis skabelonen holder, går det nok alt sammen alligevel, i sidste scene...

Usympatiske skurke
Pilou Asbæk og Daniel Dencik tilfører en lille portion psykologisk nerve med et par usympatiske skurke, men tegnet over velkendte formler har de ikke meget interessant at arbejde med.

Ekstrem-jappen
Der jappes i vilden sky, i takt med den ekstremt støjende lydside: Værst på dét felt er Nikolaj Lie Kaas. Og så er denne film tæt på at sætte rekord i antallet af gok i nød med jernrør – decideret ufrivilligt komisk.