Pacific Rim (2013)

    Ikke langt ude i fremtiden kæmper mennesket for overlevelse mod gigantiske monstre, der stiger op fra dybet og hærger.


    KUNSTGØDNING

    Ualmindeligt uskønt science fiction-drama, der har potentialet, men drukner fuldstændig i et grimt, utroværdigt computerunivers, der aldrig nærmer sig hverken nerve eller elegance.

    Gigantiske dybhavsmonstre
    Ikke langt ude i fremtiden bløbber gigantiske monstre op fra havets dyb, et efter et, for at jævne storbyer med jorden med et enkelt håndledssvirp.

    Tårnhøje jernkæmper
    "Menneskeheden" har som modsvar bygget en stribe tårnhøje jernkæmper, der ved hjælp af to piloter med lidt held kan tage kampen op. Filmen følger en af disse piloter og hans kamp for at ryste traumer og monstre af sig, før det er endegyldigt for sent.

    Ekstremistisk effektmageri
    Det kunne have været meget godt, hvis effektmageriet havde været langt mindre ekstremistisk og havde større fokus på psykologien bag og detaljen i det virtuelle.

    Én lang karruseltur
    Men iscenesættelsen er som én lang karruseltur i fest, farver og høj musik, hvor man som tilskuer ikke har en jordisk chance for at føle sig forbundet.

    Hverken fugl eller fisk
    Filmen forsøger sig også – mislykket – med en god portion humor. Igen er dette et svævende begreb, det er svært at forholde sig til, og filmen ender som hverken fugl fisk, action eller komedie... og står tilbage som en fatalt overgjort fremtidsvision uden glimt i øjet eller sans for samling.



    Anmeldt i 2014 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2013, USA, Science Fiction, Action, Eventyr, 132 min.

    Dansk titel: Pacific Rim
    Instr: Guillermo del Toro Prod: Guillermo del Toro, Jon Jashni, Mary Parent, Thomas Tull Manus: Travis Beacham, Guillermo del Toro Foto: Guillermo Navarro Klip: Peter Amundson, John Gilroy Mus: Ramin Djawadi