Gravity (2013)

Tematisk beslægtede film:
Mission to Mars (2000)
Moon (2009)
Europa Report (2013)
Gravity (2013)
The Last Days on Mars (2013)
The Martian (2015)

Formet som en slags charity-øjenåbner for menneskeligt affald i det store himmelrum, sender mexicanske Alfonso Cuarón hér et episk melodramatisk kammerspil i omløb om kloden.

Uden tyngdekraft
"Gravity" var utvivlsomt blandt de mest omtalte og højst skattede film i 2013: Mange så den, mange elskede den, mange svævede som på en lyserød sky – uden tyngdekraft.

Jorden som baggrund
Og Cuaróns film kan da også noget særligt. Den sender os i omløb om Jorden i et umiddelbart hjerteskærende drama med vores egen planet som baggrund. Men hvad, der skulle forme et mesterværk, er svært at få øje på. Hertil er "Gravity" både alt for støjende og uharmonisk svulstig.

Nærved håbløs mission

To amerikanere, en ingeniør og en astronaut, havner i en alvorlig knibe, da tonsvis af rumaffald pludselig sendes i omløb om Jorden – i deres arbejdsfelt. Inden længe er den uprøvede kvindelige ingeniør oven i købet overladt til sig selv i en nærved håbløs mission for at komme uskadt hjem til Jorden.

En stor skuffelse
"Gravity" må klart kategoriseres som en stor skuffelse. Nærved alle gode takter i det velkoreograferede effektunivers kvæles i en fatal mangel på virkelighedsopfattelse.

En grim hudafskrabning
Fra første scene dominerer således en hyperaktivt støjende lydside – en blanding af brummende "alvor" og udefinerbart stressende filmmusik sørger for en grim hudafskrabning af den ellers larmende alvor.

Rumspændingen udebliver
Det skal vise sig fatalt for filmoplevelsen, for støjen lægger sig aldrig, hvormed rumspændingen nærmest udebliver. Denne larmende dyne sørger for, at den ellers oplagte autenticitet undertrykkes og forsvinder ud i mørket.

En snert af nerve
Men også i den fortættede handling skal der gå lang tid, før det betændte drama får bare en snert af nerve. I de første nærved fyrre minutter syner "Gravity" ikke af meget andet end en let pjattet leg med tid og rum, komplet med George Clooney rap i rumdragts-replikken.

Sart opblomstring
I det højspændt altødelæggende møde med rumaffald, der med halvfems minutters intervaller 3D-tyres mod vores ufrivillige heltinde, opstår filmens sarte opblomstring: Hér finder vi en smule af den nerve, der ellers går tabt i Cuaróns tyktflydende tilgang.

Uskønt spil
Men selv i den glimtvise intensitet har filmen en slagside: Sandra Bullock. Særligt i det salvelsesfulde klimaks kammer mimik og klynkeri over i noget, der bedst kan betegnes som uskønt. Det er ikke svært at få øje på "Gravitys" potentiale, og tilbage opstår derfor et rungende tomrum i brystet over den tabte "arbejdsfortjeneste".

Larmende stilhed – tak!
Lagt i hænderne på en dygtig instruktør, ingen nævnt – ingen glemt [Stanley Kubrick], kunne dette rum-thrill have formet sig intenst og ud-af-kroppen-dramatisk. Blandt andet ved at lade den larmende stilhed i rummet spille en helt afgørende rolle.