Lone Survivor (2013)

Lovligt selvsmagende og patriotisk forherligende, men også barskt og stærkt medrivende krigsdrama. Meget tættere på helvede i moderne krig kommer vi ikke: Filmens helt store force er således den uindpakkede og ærlige skildring af grusomhederne.

Krudt i bøssen
Og dette vel at mærke både på det fysiske og psykiske plan. Efter den obligatoriske (lange) optakt, hvor gutterne sættes ind i den menneskelige kontekst med koner, børn, sammenhold og militærjargon, kommer der krudt i bøssen.

Krybende uhygge
Det begynder med krybende uhygge ved højlys dag, efterhånden som den lille gruppe amerikanske soldater bliver indhentet af væmmelige terrorister.

Nerve og vanvid
Skildringen af amerikanernes næsten fastlagte tur i døden er fænomenal. Her er både nerve og vanvid: Fald på klipper, flere og flere skudhuller, kamp mod alle odds.

Døden i øjnene
Som filmens titel antyder, er der efterhånden ikke mange tilbage. Filmens bedste periode er den, hvor amerikanerne endnu er samlet og en efter en må se døden i øjnene i den vilde natur.

En klassiker
Hér finder vi noget af det, der former en klassiker. Og i netop disse scener er ”Lone Survivor” en moderne krigsfilmsklassiker, som man kan se op til og lade sig inspirere af.

Krybende uhygge
I de stærkeste scener, hvor uhyggen samtidig er mest krybende, står dramaet alene med bjergnaturens egne lyde. Ellers er filmen noget præget af underlægningsmusik, der ind imellem lægger en dæmper på fortryllelsen.

Problematisk epilog
Flot spil af de hårdt prøvede amerikanere sørger for ekstra energi. Prøv at lukke af for den problematisk vamle epilog, hvor virkelighedens helte præsenteres til ultimativ amerikansk-vammel musik.