Stille hjerte (2014)

Bille August, der disse år gæster sit hjemland med en stribe danske film, giver hér familien Danmark noget at tænke over: Aktiv dødshjælp, eller hjælp til selvmord.

Store spørgsmål
Det er store og centrale spørgsmål, og filmen er godt på vej til at behandle dem helt fornuftigt, men historien forfalder desværre også til det lidt for sensationslystne.

Udsigtsløs sygdom
Esther har sygdommen ALS, denne meget alvorlige og udsigtsløse scleroseform, hvor hun meget hurtigt kan ende i kørestol og siden respirator. Sammen med sin lægemand og familie har hun besluttet sig for at gøre en ende på det, før det bliver rigtig slemt, og i dén forbindelse har hun inviteret sine nærmeste hjem til "den sidste nadver".

Meget forskellige søstre
Søstrene Heidi og Sanne er meget forskellige og er ikke vant til at sidde lårene af hinanden. Heidi er da også straks over Sanne: Hun er rejekællingen med den korte lunte, hvor Sanne er den sarte, pillespisende og (efter)tænksomme.

De sidste døgn
Søstrene har mand/kærester med, og et enkelt barnebarn er også på plads. Alle forsøger Esther at have det rart sammen med i de sidste par døgn, inden hun sluger pillerne. Men det bliver ikke nogen helt nem opgave, først og fremmest som følge af søsterdramaet. Det er faktisk lige før, alle planerne ender i vasken.

Visuelt smuk
"Stille hjerte" er en visuelt smuk film: Enkle og velovervejede billeder i Dirk Brüels erfarne fotografering og en lydside, der lever op til titlen. Her er ingen unødvendig underlægningsmusik, faktisk er "Stille hjerte" betagende stille – også når det bliver allermest "farligt", hvor mange iscenesættere ville forfalde til den trygge løsning med lidt strygersuppe.

Stærk overbevisning
Dét giver filmen points. Den er stærk i sin tekniske og narrative overbevisning og står beundringsværdigt fast. Men historien kunne have været ønsket endnu mere jordnær. Der er desværre tendenser til en slagside mod det let sensationslystne, en unødvendig overdramatisering af dét drama, der i sig selv giver kuldegysninger.

Arketypisk
Det kommer mest til udtryk i de små nuancer i rollerne, hvor særligt Paprika Steen er tykt arketypisk som bitch, og Danica Curcic lovligt stereotypt skidtmas-labil. Hverken Ghita Nørby eller Morten Grunwald brænder helt igennem i de gamle roller. Ærgerligt, for emnet og stoffet er så tungt og bærer så meget flertydig energi i sig.

Flade biroller
Jens Albinus og Vigga Bro spiller et par lidt flade biroller som hhv. Heidis mand og Esthers veninde, mens Pilou Asbæk træder lidt mere i karakter som Sannes pot-rygende kæreste. I rollen som Heidis teenagesøn Jonathan debuterer Oskar Sælan Halskov med glimt i øjet. Der er optræk til meget rørende scener, men det sidste pift mangler og det er svært at blive mere end overfladisk bevæget.