Limbo (2010)

Her er der tale om idyl på meget lånt tid, da norske Sonia sammen med sine to børn rejser til Trinidad for at bo sammen med sin udstationerede mand.

Overfladen under overfladen
I det fremmede land er alting spændende og anderledes, og det kan umiddelbart virke tillokkende og befordrende. Men lige under overfladen lurer netop overfladen: Bedrag, sidespring og alkoholisme. Snart er Sonia fanget i et land meget langt hjemmefra, tynget af tvivl og frustration.

Tomrum og tvivl
"Limbo" lykkes meget flot i sin skildring af tomrum og tvivl. Fortællestilen er jordbunden med fokus på det menneskelige drama og med flot inddragelse af det fremmedartede samfund.

Antydningens kunst
Filmen former sig som et højspændt drama, som de fleste kan identificere sig med, men højspændingen bliver aldrig dominerende: Antydningens kunst er det bevidste valg og filmens meget flotte fremdrift.

Følt skuespil
Maria Sødahls fine iscenesættelse former også en stribe følte skuespillerpræstationer. Bedst er spillet i det betændte forhold mellem Line Verndal og Henrik Rafaelsen, men også australske Bryan Brown er værd at fremhæve, ligesom det norske pars børn spiller naturligt.

Afrundede kanter
Svenske Lena Endre er ikke helt så afrundet, men generelt er filmoplevelsen præget af rundede kanter: Delikat, enkel, tankevækkende og uden overdrevne virkemidler på hverken lyd- eller billedsiden.