Hard Eight (1996)

    En professional gambler lærer en ung gut op i alle sine tricks. Men en kvinde kommer på tværs af den gode spille-stime.


    SPIL FOR GALLERIET

    En af Paul Thomas Andersons mere jordbundne film - reel i sin historie og uden alt for mange narrative og tekniske sidespring - er denne Las Vegas-spillemands-kriminaldrama-affære. Båret langt først og fremmest af en blændende Philip Baker Hall-præstation, men filmoplevelsen er også en visuel lækkerbisken.

     

    En café-deal

    Hall spiller super-gambleren Sydney, der i filmens start tilfældigt møder John C. Reillys forhutlede John-type. Over en kop café-mokka tilbyder Sydney den skeptiske John en deal: Han vil lære ham nogle af sine beskidte spillebords-tricks, så John kan komme til hægterne. Og det går godt! Problemerne opstår først, da Gwyneth Paltrows prostiueret-med-et-twist-Clementine kommer ind i billedet.

     

    Fabelagtig storbystemning

    Der er masser af fabelagtig storbystemning i Robert Elswits kærtegnende fotografering (særligt yndet er steadicam-optagelser). Billederne bliver hurtigt lækrere end handlingen bag, idet den noget forudsigelige drama-goes-krimi-udvikling antager let platte og forudsigelige udviklinger.

     

    Funklende Paltrow

    Gwyneth Paltrow er dog et funklende (over)match til John C. Reilly - hun får klemt meget mere følelse og smerte ud af sin lille birolle, end man overhovedet havde turdet håbe på. I en mikro-rolle som hyperaktiv spiller glæder man sig over den altid overraskende Philip Seymour Hoffman. Samuel L. Jacksons Jimmy-rolle er omvendt meget hul.

     

    Stemninger træder i karakter

    Underlægningsmusikken er ofte og markant til stede, også langt mere end det gavner. Omvendt glæder man sig over de scener, hvor musikken er udeladt - og hvor stemninger og nerve træder uhørt meget mere intimiderende i karakter.



    Anmeldt i 2020 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1996, USA, Krimi, Drama, 102 min.

    Dansk titel: Hard Eight
    Instr: Paul Thomas Anderson Prod: Robert Jones, John S. Lyons Manus: Paul Thomas Anderson Foto: Robert Elswit Klip: Barbara Tulliver Mus: Jon Brion, Michael Penn
    Priser
    • CAN-N - Golden Camera-nominering