Labor Day (2013)

Dette stordrama, der ikke overraskende udvikler sig lige en tand mod den lidt for vamle ende af spektret, ejer alt andet lige både intensitet og en gudsbenådet sanselighed.

Som ved et trylleslag

Kate Winslets alenemor Adele er kørt helt i depressionens mørkeste remise af et kuldslået parforhold og kukkelurer nu i et stort hus alene med teenagesønnen Henry. Alt ændrer sig som ved et trylleslag, da den undvegne fængselsfange Frank melder sig på banen og invaderer intimsfæren - på ondt, men absolut mest godt.

Brug for hjælp

Frank er såret og har brug for hjælp - til at begynde med kun et par timer. Men dramaet udvikler sig, og snart er trekløveret ved at danne en umage kernefamilie, mens hele USAs politi- og journaliststyrke desperat leder efter Frank, lige på den anden side af hækken.

Ind- og udviklingsmuligheder

Et "kernesundt" plot, hvor det i hvert fald ikke skorter på tension og ind- og udviklingsmuligheder - og vi får da også det hele, smurt ind i en gang ekstra usandynlighedens fernis for at peppe herlighederne yderligere op.

Tid og ro til detaljen

"Labor Day" er visuelt betagende, idet filmen tillader tid og ro til detaljen. Magien opstår både i mødet med de nye muligheder for Adele og sønnike, men også når Frank folder sig ud som drømmemanden i et køkken. Så sanseligt har vi aldrig tidligere fået bagt en ferskentærte på film!

Alt for meget musik

Filmoplevelsen irriteres meget ofte i knæ af Rolfe Kents allestedsnærværende (og kedeligt ensidige) underlægningsmusik. Josh Brolin gør en pæn figur som svigermors drøm Frank (camoufleret som eftersøgt fange), mens Kate Winslet glider lidt af på overfladen.