Joker (2019)

En af de absolut mest hypede - og prisoverdyngede - film i 2019. "Joker" leger med flere lag: En meta-historie, der på et underliggende plan foregår i et tegneserie/Batman-univers Og psykisk sygdom, hvor drøm, virkelighed og dyb psykose rent filmisk og stemningsmæssigt kører ind over hinanden.

Bægeret flyder over

Det kunne helt sikkert have været rigtig interessant, hvis tilgangen havde været langt mere jordbundet. Men i Todd Phillips' iscenesættelse flyder bægeret meget hurtigt uklædeligt over, og "Joker" bliver en både uskøn og unødvendigt sminket filmoplevelse, der støjer derudad med ekstreme armbevægelser.

En kraftpræstation

Joaquin Phoenix modtog både en Oscar og en Golden Globe for sin kraftpræstation i titelrollen. Juryerne er faldet bagover som følge af det ekstreme (over)spil og den udtalte method acting, som i bedste Christian Bale-stil bl.a. fører til et obskurt vægttab og en række aparte krampelatteranfald (som må have krævet en del psykisk).

Generel ubalance

Det er bestemt spil fuld af indlevelse, men strålende bliver det aldrig: Afgjort en følge af filmens generelle ubalance i den sminkede fortællestil. Som tilskuer bliver man kastet rundt i sammenflettede og tilsvarende kaotisk sammenfilrede verdener. Ståsted, hvile og egentlig psykologisk indsigt skal man lede længe efter, og begivenhederne er tilmed sovset ind i Hildur Guðnadóttirs Oscar-vindende underlægningsmusik - som om der ikke var kaos nok i forvejen.

Udsplattede budskaber

"Joker" vil også rigtig gerne chokere, forarge og splatte sine budskaber ud over det hele. Det bliver tydeligt, efterhånden som kriminalekstremiteterne tager til, og der ikke er nogen vej tilbage for Jokers psykotiske hævntogt på verden omkring ham.