Big Fat Liar (2002)

Energisk sprudlende familie-komedie, der egentlig bare dytter derudad uden at skele til hverken troværdighed eller kvalitet: "Big Fat Liar" er i mange henseender en hysterisk, overgearet filmoplevelse, der til gengæld lever højt på veloplagt spil og et veludrustet blik for detaljen.

Vild med at lyve

Teenagedrengen Jason er vild med at lyve. Så vild, at ingen tror ham, når først han fortæller sandheden. Og dén har han brug for at ventilere, da han får stjålet sin stil på vej til skole af den selvfede og møgarrogante filmproducer Marty Wolf.

Ikke for pengenes skyld

Stilen bliver nemlig snart realiseret som stort opsat spillefilm - men det er ikke pengene, der er vigtige for Jason. Næ - han vil for enhver pris have Wolf til at ringe til farmand og fortælle sandheden. Derfor jagter Jason og en veninde ihærdigt Wolf gennem Hollywoods studier.

Optempo-kækt

I sin konstante optempo-kække stil med oceaner af underlægningsmusik, outreret typegalleri og komik sat meget på spidsen kan "Big Fat Liar" meget vel vise sig for stor en mundfuld for mange. Men udviser man en smule tålmodighed, kan det godt betale sig.

Veloplagt Giamatti

Særligt Paul Giamattis veloplagte portræt af det ultimativt dumme producersvin Marty Wolf byder op til mange gyldne stunder, selvom overspil nærmest er et must i rollen. Men yngre seere vil også kunne identificere sig med Frankie Muniz' fine spil som den urokkeligt utilpassede Jason - og Amanda Bynes som hans endnu mere kækt spillede veninde Kaylee (der har nogle fantastiske monologer, hvor hun parodierer eller simulerer typer).

Mindeværdig bilscene

Særligt mindeværdig er scenen, hvor en blåfarvet Marty Wolf er fanget i sin bil, som Jason og Kaylee har omprogrammeret al elektronikken i - så bilen agerer nøjagtig modsat af, hvad Wolf forventer (og med sprinklervæske ude over det hele!)