Richard Jewell (2019)

Clint Eastwood ligger - heldigvis - ikke på den lade side og serverer her endnu en enkel, lydhør og intens film, skåret over den velkendt klassiske fortællestil, der aldrig bør gå af mode.

Amerikansk drama

"Richard Jewell" beskriver et rigtig amerikansk drama med mediehysteri, en syndebuk og dybt forankrede æresbegreber. Baseret på virkelige hændelser kommer vi helt tæt på den tykke og egentlig temmelig trættende sikkerhedsvagt, der bærer filmens titel.

En feteret helt

Jewell stræber højt i tjansen som vagt, noget, der også glæder hans gamle mor. De to bor alene sammen. Da Jewell en dag opdager en mistænkeligt efterladt rygsæk ved en koncert under Olympiaden i 1996, skal det snart vise sig, at han bliver en feteret helt.

En katastrofe afværges

For rygsækken indeholder rent faktisk en stor rørbombe - og kun takket være Jewells ihærdighed bliver bombemændene tilkaldt, og den helt store katastrofe afværges. Men Jewell (og hans stolte mor) får ikke lov til at sole sig ret længe i den behagelige heltestatus.

Hetz og helvede på jord

FBI med Jon Hamms sammenbidte agent Shaw i spidsen er nemlig godt i gang med at efterforske, om Jewell i virkeligheden er bombemanden. Så i stedet for sus, dus og dans på roser er der i stedet dømt hetz, helvede på jord og konstant overvågning - ikke mindst af medierne. Spørgsmålet er, om Jewells bekendte, advokaten Watson, kan hjælpe.

Stoisk ro

Filmoplevelsen er præget af samme stoiske ro som mange af Eastwoods øvrige film fra særligt 00'erne og 10'erne. Selvom emnet og omstændighederne er både rå og hektiske, forbliver formidlingen jordnær - og det sensationssøgende udebliver.

Elegant og enkel indramning

Det er et blandt mange af Eastwoods varemærker, der gør de fleste af hans film både se- og troværdige, og som indrammer alt fra hans krimi over krigs- til kærlighedsfilm i elegante og enkle rammer, som man egentlig gerne vil have hængende på væggen som et minde om filmoplevelserne.

Universelt rørende

Selvom hetz- og mediehysteri-temaet bunder i noget virkelig amerikansk, er "Richard Jewell" alligevel mere universelt rørende og tankevækkende end i det blotte stars and stripes-regi. Efterhånden er den evige jagt efter klamme overskrifter på bekostning af menneskeskæbner blevet et verdensfænomen.

De daglige små sejre

Paul Walter Hauser er dygtig til at trække flere sider af sin titelrollefigur frem mellem de tykke sideben: Jewells grundstemning er i høj grad ikke-akademisk (for nu at sige det pænt), og man fornemmer hans væren i de små daglige sejre, som der omvendt ikke bliver filosoferet dybere over.

Det bittersødes knivsæg

Senere - tvunget af omstændighederne - er Jewell nødt til at træde lidt mere i karakter, godt hjulpet på vej af Sam Rockwells godhjertede og ikke-lapsede advokat: Scenerne de to imellem er præget af en vidunderlig humor, der hele tiden balancerer på det bittersødes knivsæg.

Fint nuanceret

Kathy Bates blev fortjent både Oscar- og Golden Globe-nomineret for sit fint nuancerede portræt af Jewells følelsesmæssigt trængte mor. Flere af hendes scener stikker dybt, og afmagten er oprigtigt rørende. Arturo Sandoval står for de behageligt diminutivt anvendte underlægningstoner, der er komponeret helt i Eastwoods egen stil.