Captain Fantastic (2016)

Viggo Mortensen alene sørger heldigvis for, at dette meget ujævne drama med komiske twists and turns næsten glider ned med aftenkaffen uden deciderede klumper. "Captain Fantastic" er manusforfatter og instruktør Matt Ross' bud på en alternativ og isoleret families clash med en moderne verden.

Filterløse udbrud

Det har vi set før, og bedre, men filmen har sine klare forcer i beskrivelserne af særligt Viggo Mortensens Ben og hans mange filterløse udbrud og verdenssyn. Dét alene er filmen værd at se for, og forståeligt nok blev Mortensen både Oscar- og Golden Globe-nomineret for sin behageligt afdæmpede hovedrollepræstation.

Mellem to stole

Selve stordramaet i filmen - at seks mere eller mindre halvvoksne børn skal møde verdenen udenfor for første gang - fungerer langt mindre gnidningsfrit, og her falder filmfortællingen mellem to stole. Den vil både være højdramatisk eftertænksom - og fejler - og nærmest lalleglad komisk - og fejler.

Ude af balance

Med andre ord en film ude af balance, der mere end noget andet irriterer, fordi den ikke kan - eller vil - finde en grundtone. Beskrivelserne af familiens flamboyant udkants-konservative livsstil, der involverer alt fra kampsport, yoga til avanceret bjergbestigning, rummer ikke nogen dybde og står (ufrivilligt) komisk tilbage.

Rører rundt i bolledejen

Hen imod slutningen bliver det faktisk nærved ubærligt, når Matt Ross rører så meget rundt i bolledejen, at den klistrer fast til skeen - og bliver der. Filmen bevæger sig ud på meget gyngende grund, hvor det alternative mere end noget andet synes at være skabt for det alternatives skyld. Og i hvert fald helt uden bid.

Musikken tager styringen

En grundfaktor i, at "Captain Fantastic" er svær at sluge, er desuden dens udtalte og meget hæmmende anvendelse af både originalmusik og pop-, rock- og klassiske evergreens. Reelt tager musikken styringen. Frank Langella er vidunderlig som Bens rige svigerfar, der ikke på nogen måde deler Bens livssyn - overhovedet!