Lady Bird (2017)

Hyper-hypet, ekstraordinært prisoverdynget og indie-stemningsbærende drama-komedie, instrueret af skuespillerinde Greta Gerwig. Vi er ude i en bittersød affære, hvor det alternative indhold i Gerwigs eget manuskript bestemt har momenter, men også ofte er konstrueret alternativt snarere end at komme dybt fra hjertet.

Velspillet

Velspillet er "Lady Bird" i hvert fald, og det sætter fut i fejemøget fra første scene. Stakkels 17-årige Lady Bird - sådan kalder Christine sig af alternativt-kunstnerisk-rebelske årsager - har svært ved at finde sig selv og særligt sin mor i en konventionel amerikansk hverdag.

Den unge kærlighed

Ind imellem lyser det hele lidt op, når Lady Bird finder en ung fyr, hun kan kaste sin kærlighed på. Først Lucas Hedges' Danny, siden Timothée Chalamets Kyle: Begge flirts ender dog jævnt akavet af den ene eller den anden grund. Med lidt held er der mulighed for at blive bare lidt voksen, selvom det kan være svært at indse, at udfordringer gør stærkere.

I den villede ende

Dialogen er i den lidt villede ende, og som tilskuer så man meget gerne langt flere scener, hvor de fatalistiske udmeldinger fra især mor og datter sad lige i skabet. Det gør de ind imellem, og det er en fryd. Men meget af tiden flyder det mere ud.

Alternativ-for-det-alternatives-skyld

Heldigvis løfter spillerne selv de mere udvandede idéer og fjerner i nogen grad de irriterende lag af alternativ-for-det-alternatives-skyld. Desværre er der ingen mulighed for at fjerne den ofte unødvendigt anmassende underlægningsmusik, der er tilstedeværende i mærkværdigt høj grad.