El hoyo (2019)

Dette spanske fængselsgys baserer sig på en særdeles opfindsom historie, der i absurditet og kynisme minder meget om Stephen Kings mere eksotiske romaner. Ombord på et moderne fængsel må fangerne finde sig i en helt vanvittig behandling.

Så højt som muligt...

De har kun kontakt med den medfange, de deler celle med. Det vil sige det betondæk, de to nu engang er placeret på. Og her gælder det om at være placeret så højt som muligt (der er angivelig flere hundrede dæk). For jo lavere, man er, jo mindre mad er der tilbage på dén store platform, der ind imellem sænkes ned med mad.

Grusomheder

Alle fanger i hele komplekset deles om den smule mad, der er. Så det er klart, at dem, der bor lavt, ikke har noget tilbage overhovedet. Selv knoglerne er spist. Og så kan man jo ty til yderligheder som fx kannibalisme... Alle disse grusomheder må den nyankomne fange Goreng sande. Nogle af dem erfarer han på egen krop og sjæl, andre får han genfortalt af den erfarne indsatte Trimagasi.

Flot koreograferet

Plottet rummer bestemt muligheder, og fascinationskraften i det enkelt, men flot koreograferede betonfængsel fuldstændig uden dagslys er stor. Desværre forfalder "El hoyo" ret hurtigt til det syrede og mister hermed sit ellers potentielt slagkraftigt hårrejsende bundtræk.

Alt for meget lag-på-lag

Det syrede kommer til udtryk i alt for meget lag-på-lag i fortællingen, hvor fornemmelsen for overdrev synes tabt. Snart er vi vidner til en regulær ekstremgyser - ovenpå en ellers lovende og afventende start. Hele filmen er desuden underkastet en frygtelig anmassende underlægningsmusik, der tilmed passer rigtig dårligt til handlingens tone.