Hovedjægerne (1971)

Bent Christensen var leder af Filmskolen, da han i 1971 stykkede denne skøre komedie sammen. Og det står hurtigt klart, at "Hovedjægerne" er en temmelig usammenhængende affære, der springer i sit frigjorte ungdomsrebel-tema stort set uden mål og med.

Trods alt tålelig
Hvad der trods alt gør filmen tålelig er primært de mange location-optagelser i København, komplet med flere baggårds-nedrivingsscener, der samtidig tjener som billedliggørelse af ungdommens drøm om at rive det etablerede samfund ned og bygge et nyt, funderet på lilla bleer og komplet frisind.

Debuterende Neumann
En af de unge i filmen spilles af Birthe Neumann, der debuterer i rollen som Anna. Hun bliver ansat som "sekretær" hos Buster Larsens direktør Lund. Han har et firma, der skaber kontakt. Hvordan og imellem hvem udspecificeres ikke.

To rebelvenner flytter ind
For Anna er det ikke så vigtigt at blive betalt for sit arbejde, når bare hun kan få lov at bo i Lunds arkivrum. Snart flytter hendes to rebelvenner dog også ind (Eddie Skoller og Olsen-brødrenes Jørgen), og Lund må finde sig i, at trioen bruger hans arkiv som opbevaring for deres fritidshobby.

Så kan de lære det!
Heraf filmen titel, for Skoller, Olsen og Neumann ynder i ren samfundsprotest at skære hoveder af store statuer i storbyen. En nedstryger og lige ned i 2CV’en, så kan det etablerede Danmark lære det!

Middelmandens image
Snart lærer direktøren et og andet af Anna om, hvordan han skal klæde sig og gebærde sig for at gøre sig fri af middelmandens image. Og den aldrende Lund aner en mulighed for et amourøst forhold til den lårkort klædte fristelse.

Ikke mange positive skudsmål
"Tung og langsom", "Bent Christensen har tabt hovedet", "En dansk bundskraber", "Hovedløs og falsk" og "Mislykket film med hovedløs handling," var nogle af anmelderdommene, da filmen fik premiere. "Teknisk elegance" var et af de mere positive skudsmål.

Meget aparte
Filmen er da også meget aparte og finder aldrig et tåleligt leje, og så hjælper det absolut ikke på udtrykket at hente ubeskrevne blade som Skoller & Olsen ind. Særligt Olsen har ikke det fjerneste begreb om skuespil, til gengæld kan han spille guitar.

Habil Larsen
Buster Larsen er faktisk temmelig habil som direktøren, der drives rundt i sin egen manege og ikke har den mindste form for gennemslagskraft i forhold til at holde på sin egen ret.

Forvirringen er total
Det absurde teater forstærkes af, at der i kontaktbureauets opgang er en operasangerindestemme, der konstant øver sig på triller og skalaer. Hermed forbliver forvirringen bevidst total fra ende til anden. Søren Christensens jazz-poppede underlægningsmusik er samtidig en kvæler af karat og er stort set til stede gennem samtlige scener.