Vampires (1998)

Der er ikke mange som John Carpenter, der kan spice en film op mod noget rigtig (over)krydret, og med "Vampires" giver han da også sit helt eget ekstraordinært farvestrålende take på vampyrfilmgenren.

Aparte og fascinerende

Det er der kommet en aparte, men også fascinerende film ud af - for selvom det hele er alt for overfortalt og i perioder uklædeligt skingert, emmer "Vampires" samtidig af en uforudsigelighed, der gør scenernes ekstremiteter mere tålelige.

Dedikerede vampyrjægere

James Woods' Jack Crow leder en gruppe dedikerede vampyrjægere. De opsøger gustne steder, hvor vampyrerne kan tænkes at have taget ophold, og så går gutterne ellers i gang. Det bedste våben: At trække blodsugerne ud i dagslyset, hér brænder de nemlig op med det samme. Men udfordringerne bliver meget større, da vampyrjægerne er stødt på en rede med "overvampyrer" - de har nemlig endnu mere ekstreme kræfter.

Konstant pumpende

Med John Carpenters egen ensidige underlægningsmusik nærved konstant pumpende er lydtæppet ligeså invasivt som billederne. Der bliver skruet helt op på alle tænkelige knapper, for når den egensindige amerikaner går i flæsket på en genre, er der ingen gyldne mellemveje.

En rød tråd i hysterien

Ikke uden komiske undertoner driver "Vampires" sine tilskuere ud ad snoede veje, der kan synes endeløse. Men midt i al hysterien finder Carpenter alligevel en rød tråd, der binder begivenhederne sammen, så man bagefter godt kan se, at der trods alt var en vis mening med galskaben.