Badehotellet [1] (2013)

    På et vestjysk badehotel i 1920'erne vikler en række stamgæster og de ansatte sig ind og ud af diverse kniber.


    DEN HURTIGE DUKKERT

    Ekstraordinært letfordøjeligt og faconsyet risler denne første sæson af den svært populære "Badehotellet" derudad. Handlingen er hensat til det vestjyske i 1920'erne, og badehotellets studie-rammer er enkle og velkoreograferede.

     

    Ind- og udviklinger

    Til dette Andersens Badehotel ankommer en række stamgæster nok engang, og sommeren byder på ind- og udviklinger efter bedste,  intrigante drejebog. Her er både den dameglade levemand, den introvert-nørdede fugle/plante-samler, den (sex)frustrerede teenagepige, den pessimistiske radiolytter - og andre blandede krydderier.

     

    Evindeligt mavesur

    Personalet består -  ud over den evindeligt mavesure hr. Andersen - af fruen Molly og en række piger. Den nyankomne Fie får sin ilddåb blandt gæsterne og bliver snart populær - også hos nabogårdens Morten, der ikke har set så køn en pige i umindelige tider.

     

    Simpel underholdning

    "Badehotellet" er simpel underholdning, og med den ensidige kulisse er vi nærmest i retning af en dansk sitcom, selvom de dramatiske kurver selvfølgelig perspektiverer og varierer de primært komiske optrin.

     

    Manieret spil

    Spillet er i vid udstrækning manieret som et led i en bevidst tids- og stilopfattelse. Mest markant hér er Jens Jacob Tychsens levemand Edward Weyse, men centrale figurer som Bjarne Henriksens hr. Frigh og Lars Ranthes hr. Madsen - med koner - følger tæt ad samme spor.

     

    En oase

    Mere nuance er der i det unge sjak, ført an af en Rosalinde Mynster fuld af naturlig udstråling som en oase i horderne af karikerede typer. Bodil Jørgensen er velkendt kuet-rolig, og Ole Thestrups koleriske hr. Andersen har fine øjeblikke.

     

    Selvfascination

    Sæsonen cirkler meget i sin selvfascination, hvor gentagelserne primært tjener det nationale formål; at glæde masserne med genkendelighed, lethed og masser af brede smil i et ekstremt let set up, der ikke skeler til kvalitet, men snarere kvantitet. Med alt for meget (jazz'et) underlægningsmusik.



    Anmeldt i 2020 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2013, Danmark/TV, Drama, Komedie, Børn på film, Teenagere, 294 min.

    Dansk titel: Badehotellet [1]
    Instr: Hans Fabian Wullenweber, Jesper Westerlin Nielsen Prod: Michael Bille Frandsen Manus: Stig Thorsboe, Hanna Lundblad Foto: Jacob Kusk Klip: Steen Schapiro, Janne Bjerg Sørensen, Carsten Søsted Mus: Halfdan E, Jeppe Kaas
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • RB-N - Bedste tv-serie
    • RB-N - Bedste birolleskuespillerinde (Dollerup)
    • RB-N - Bedste birolleskuespillerinde (Mynster)