Badehotellet [1] (2013)

Ekstraordinært letfordøjeligt og faconsyet risler denne første sæson af den svært populære "Badehotellet" derudad. Handlingen er hensat til det vestjyske i 1920'erne, og badehotellets studie-rammer er enkle og velkoreograferede.

Ind- og udviklinger

Til dette Andersens Badehotel ankommer en række stamgæster nok engang, og sommeren byder på ind- og udviklinger efter bedste,  intrigante drejebog. Her er både den dameglade levemand, den introvert-nørdede fugle/plante-samler, den (sex)frustrerede teenagepige, den pessimistiske radiolytter - og andre blandede krydderier.

Evindeligt mavesur

Personalet består -  ud over den evindeligt mavesure hr. Andersen - af fruen Molly og en række piger. Den nyankomne Fie får sin ilddåb blandt gæsterne og bliver snart populær - også hos nabogårdens Morten, der ikke har set så køn en pige i umindelige tider.

Simpel underholdning

"Badehotellet" er simpel underholdning, og med den ensidige kulisse er vi nærmest i retning af en dansk sitcom, selvom de dramatiske kurver selvfølgelig perspektiverer og varierer de primært komiske optrin.

Manieret spil

Spillet er i vid udstrækning manieret som et led i en bevidst tids- og stilopfattelse. Mest markant hér er Jens Jacob Tychsens levemand Edward Weyse, men centrale figurer som Bjarne Henriksens hr. Frigh og Lars Ranthes hr. Madsen - med koner - følger tæt ad samme spor.

En oase

Mere nuance er der i det unge sjak, ført an af en Rosalinde Mynster fuld af naturlig udstråling som en oase i horderne af karikerede typer. Bodil Jørgensen er velkendt kuet-rolig, og Ole Thestrups koleriske hr. Andersen har fine øjeblikke.

Selvfascination

Sæsonen cirkler meget i sin selvfascination, hvor gentagelserne primært tjener det nationale formål; at glæde masserne med genkendelighed, lethed og masser af brede smil i et ekstremt let set up, der ikke skeler til kvalitet, men snarere kvantitet. Med alt for meget (jazz'et) underlægningsmusik.