The Lion in Winter (1968)

Her er et eksempel på en stort opsat Hollywood-film, der lykkes med at filmatisere sit teaterforlæg: I Anthony Harveys "The Lion in Winter" slår intrigerne ganske enkelt gnister, når de udveksles i den royale familien Henry II i det herrens år 1183.

Imponerende, kraftfulde præstationer

Det mærkes fra første scene, at storfilmen ikke falder i det teatralskes mergelgrav med samlede ben, som det ellers så ofte opleves med teaterfilmatiseringer. I Harveys iscenesættelse er ambitionerne og indlevelsen filmisk, og de imponerende, kraftfulde hovedrollepræstationer af Peter O'Toole og Katharine Hepburn står mejslet ud i overspils-fritaget granit.

Gensidigt had

Peter O'Tooles Kong Henry II er i lidt af et dilemma. Han har stadig magten, kongeriget og så mange damer, han kan gabe over. Men hvem i alverden skal han køre i stilling som arvtager til tronen? I grunden hader han alle sine tre sønner, og hadet er gensidigt. Og der er bestemt ikke mere kærlighed at spore i forholdet til (eks)konen Eleanor of Aquitaine.

Intrigant centrifuge

I samme intrigante centrifuge hader alle sønnerne også deres mor (Hepburns Eleanor of Aquitaine) - også i et gensidigt og temmelig had/mord-begærligt spil. Så hvad skal hele magtspillet munde ud i?

Smuk og flot ramme

Douglas Slocombes periodisk episke fotografering er en smuk og flot ramme for fortællingen (særligt når handlingen - lidt for sjældent - bevæger sig uden for borgens mure). Ganske vist er linsen meget zoom-lysten, men det er mest af alt et billede på tiden.

Eksperimenterende Barry

John Barrys markante og "historiske" underlægningsmusik vandt en Oscar, og tonerne hører til blandt komponistens mere eksperimenterende, komplet med stort kor. Og meget klædeligt er musikken faktisk ikke stort anvendt gennem de ellers "oplagte" sekvenser, der jo brager derudad med fuld blus på store menneskelige armbevægelser.

Afsløring for åbent tæppe

Anthony Hopkins er perfekt udtryksløs som sønnen Richard (lige indtil hans homoerotiske flirt med kong Philip II afsløres for åbent tæppe) - sidstnævnte i øvrigt gestaltet af den spillefilmsdebuterende Timothy Dalton.