Edge of Tomorrow (2014)

"Edge of Tomorrow" er en helt igennem overdimensioneret Hollywoodfilm, der oven i købet slår sig op på et plot, der krydser dimensioner, liv, død og tid, som var det a walk in the park.

Grænsen nås hurtigt
Det er ganske underholdende til en vis grænse, men denne grænse nås uheldigvis ret hurtigt, da det første gang bliver tydeligt, hvor historien er på vej hen – hvis der da overhovedet kan tales om en retning.

D-dag med aliens
Den amerikanske militærmand Cage havner på mystisk vis blandt menige allierede og har ingen mulighed for at undslå sig hektisk kamp på den franske kyst mod absurd dødbringende rumvæsner, der roterer med vakse lydeffekter om deres egne akser. Som en slags fremtids-D-dag forsøger filmen således at overgå virkeligheden med rumvæsner i stedet for nazister.

Pakket ind i våben
Cage bliver kastet direkte ud i det, uden først at være blevet introduceret for de våben, han praktisk talt er pakket ind i. Men det skal også snart vise sig at være lige meget.

Historien starter forfra
Det betyder nemlig ikke noget, om han dør. For han vågner op igen, og historien starter forfra(!) Med de samme replikker og samme kamphandlinger: Idéen er så, at Cage hen ad vejen kan hele skidtet udenad og måske på dén måde kan redde Jorden...

Dimensions-crap
Det dimensionelle crap er mildest talt tåbeligt, og da det er en helt central del af filmen, bliver den ret hurtigt svær at stå model til. De første par gange, historien gentager sig, er det da "meget sjovt", at Cage kan forudsige replikker og rumvæsen-angreb, men det glider hurtigt ud i sandet i den generelle flod af hæsblæsende hovedrysten. En støjende og krævende film, der bedst kan beskrives som fantasy uden ret meget fantasi.