The Untouchables (1987)

Utvivlsomt på mange måder en ikonisk gangsterfilm: Brian De Palmas "The Untouchables" har storfilmens udtryk og stjernenavne i alle de bærende roller.

Flot scenografi
Genskabelsen af New York anno 1930 er hysterisk flot. Poleret ned i mindste detalje, med evigt våde vejbaner (for fotografens skyld) og en sand fryd af scenografisk og kostumemæssig præcision.

Vil imponere
Brian De Palmas iscenesættelse bærer præg af et ønske om at ville imponere: Kameravinklingerne er ofte ekstreme, grænsende til det outrerede – særligt er fotografen instrueret i frøperspektivets voluminøse effekt.

Storfilm med stort s
Og Ennio Morricones svulstige filmmusik toner ofte og fuldt orkestreret ud i omsluttende stereo: Dette er en storfilm med stort s, og det bliver gennemgående understreget.

Åleglat gangster
Newyorker-politimanden Eliot Ness er godt og grundigt frustreret over, at han ikke kan få skovlen under supergangsteren Al Capone. Men da den ældre betjent Jim Malone siger ja til at hjælpe Ness, begynder det så småt at brænde under fødderne på for den åleglatte gangster.

Elegance og æstetik
Der er elegance og æstetik over de højdramatiske møder mellem fløjene god/ond, ikke mindst på grund af den polerede fortællestil og det fine, omend noget kantede skuespil.

Tendens til højglans
Generelt kan den polerede stil have en tendens til højglans – oplevelsen er ganske enkelt næsten for pæn og æstetiseret, for teknisk perfekt. Dette sat sammen med en lovligt altomfavnende brug af Morricones musik former en noget ujævn og flad filmoplevelse.

Solid underholdning
Ikke at man keder sig, underholdningen er bestemt hjemme. Men at betragte "The Untouchables" som mere end solid og flot underholding ville være at lade sig blindt imponere af effektmageriets hypnose.