El laberinto del fauno (2006)

Langt fra et eventyr for børn og barnlige sjæle – dette er en krævende og temmelig deprimerende filmoplevelse. Flot, stærk og mystisk fungerer filmen bedst i sine lange virkelighedsnære sekvenser, hvor barndommen udfordres af voksent vanvid.

Magtsyg stedfar
Pigen Ofelia ankommer i 1944 med sin højgravide mor til militær-stedfarens hus i skoven. Stedfaren er bestemt ikke venligt stemt over for Ofelia, han er i det hele taget sadistisk og magtsyg... men en søn vil han gerne have.

Farverig fantasiverden
Ofelia forsøger at passe sin sengeliggende mor, så godt hun kan. Samtidig er hun inviteret ind i en farverig fantasiverden, hvor hun møder væsnet Fauno, der stiller hende tre opgaver på tid.

En kæp i hjulet
Men det er yderst vanskeligt at være eventyrlystent barn, når den sadistiske stedfar og hans stab hele tiden stiller sig i vejen – for egen vindings skyld.

Vanskelig balancekunst
Filmen er ude i en balancekunst, hvor det fantastiske blander sig med vold, magt og svigt i virkelighedens verden. Og vekselvirkningen fungerer i det store og hele godt – særligt fordi, fantasiverdenen aldrig bliver det dominerende handlingselement.

I stedfarens magtsfære
Det er nemlig i stedfarens magtsfære. at det helt stærke og medrivende drama udspiller sig. Det er fristende at hævde, at kun fantasien sætter grænser – for Ofelias ture ned i underverdenen blandt mærkelige væsner er ikke udelt vellykket.

En anelse tungslugt
Det "børneagtige" præg på det alt andet end børnevenlige magiske univers kan godt forekomme en anelse tungslugt, også selvom parallelverdenen fungerer som en virkelighedsflugt for netop et barn.

Fantastisk ondskabsportræt
I filmens virkelighedsverden dominerer Sergi López med sit fantastiske portræt af den generelt menneskeforagtende militærmand, der ikke skyr nogle midler for egen tilfredsstillelses skyld.

Stor indlevelse
Og Ivana Baquero er i alle facetter af den store hovedrolle et fund. Indlevelsen er total, i begge verdener og i mødet med både kærlighed og ondskab.

Magi og håbløshed
Guillermo Navarros Oscar-vindende fotografering sætter sig på nethinden med fabelagtige indfangelser af både magi og håbløshed – med stærkest effekt også hér i virkelighedens udfordringer. Javier Navrretes originalmusik bliver aldrig reelt dikterende og præger mere i en eventyrlig retning med sine varierede arrangementer.

Prægende skønhed
Det, der primært sidder tilbage efter filmen, er en knugende følelse af håbløshedens smerte, men alligevel med et præg af en skønhed, der rækker et godt stykke ud over filmens eget eventyr.