Enemy at the Gates (2001)

Pænt sagt kedelig og ualmindeligt langtrukken krigsdramatik, der er så sødladent leflende for sin egen epik, at oplevelsen hurtigt bliver klæbrig.

Stift over hele linjen
Skuespillet er stift stort set over hele linjen, voldsomt tynget af de mange påtvungne og dårligt fungerende accenter, hvor primært amerikanere skal gøre det ud for russere eller tyskere: Gebrokkent engelsk har ofte været vejen frem for Hollywood.

Tungt melodramatisk
Som det er tilfældet i de fleste facetter af denne tungt melodramatiske krigsdramatik, er der ikke meget, der fungerer troværdigt – og heller ikke alle taler med accent, selvom de skal spille "fremmede"... eller også glemmer de det?

Kamp på snarrådighed
To snigskytter fra hver deres lejr – en tysker og en russer – er på jagt efter hinanden. Det gælder om at være mest snarrådig og trykke på aftrækkeren først – og hermed redde en masse kammeraters liv.

Flad genbrugsmusik
James Horners flade genbrugsmusik følger alle elementer i handlingen: Her er stort set ikke en scene, hvor tilskueren er overladt til sig selv og eventuelt egne perspektiveringer.

Kvindehånd i vadmelsbuks
En af de få undtagelser er en (til gengæld pinlig) scene, hvor Jude Law forføres af sin udkårne mellem sårede og døende soldater: Kvindehånden dybt ned i Judes vadmelsbuks er blevet vurderet til at kunne stå alene uden musik!

En medrivende krydsild
Filmen fungerer bedst, når Jude Law og Ed Harris rigtig er i krydsild, eller rettere forsøger at udmanøvrere hinanden på evnerne med en præcisionsriffel.

Markante sterotypiseringer
"Enenmy at the Gates" stortrives i sine markante stereotypiseringer, men af samme grund er der ikke rigtig noget, der kommer som en overraskelse. Der er slet ingen vilje til stede i retning af at forme noget unikt. Skabelonen har været målet helt fra begyndelsen. Med kreative sluttekster i festlige vinkler..