The Railway Man (2013)

Baseret på en af virkelighedens krigstraumehistorier glider "The Railway Man" jævnt på skinner i det lineære portræt af en mand i bedring.

Posttraumatiseret
Eric er en af de voksne mænd, der lider af posttraumatisk stresssyndrom. Han blev tortureret af japanerne under 2. verdenskrig, og særligt én af sadisterne vil han sent glemme.

Mulighed for hævn
Så da en soldaterven fortæller ham, at selvsamme japaner stadig er i live – og oven i købet fungerer som guide i det område, hvor torturen fandt sted – kommer Eric hurtigt i rejsetøjet. Men måske er hævn ikke vejen frem? Kan man vælge at tilgive? Eric vakler til sidste sekund.

Lovligt sødsuppet
Filmen er pænt medrivende og klarer sig egentlig nogenlunde i sin lovligt sødsuppede historie, der er melodramatisk til lige omkring smertegrænsen. Her hjælper en sund præstation af Colin Firth, flankeret af en robust Stellan Skarsgård og en velkendt (lidt for) glat Nicole Kidman.

Moden forelskelse
Der er hjertelighed i det jordnære portræt af moden forelskelse: Filmens første knappe kvarter er en smuk og enkel indføring uden forstyrrelser.

Støjende afstikkere
Så begynder dramaet ellers at foretage afstikkere til fortiden og traumerne, og filmen bliver mindre harmonisk. Springene mellem fortid og filmens nutid kommer aldrig til at fungere helt gnidningsfrit... der er for meget støj i overlappene.

Store emner
Kærlighed, venskab, tortur, hævntørst og tilgivelse. Det er store emner, og "The Railway Man" når i remise uden svære skrammer. Ridserne i lakken kan åndeligt udlignes med en let opvredet klud: Filmen fortæller en god og universelt vedkommende historie.

Episk filmmusik
Som ventet svøbt i episk filmmusik, men der er også levnet plads til scener, hvor nærheden og ærligheden får lov at stå alene.