Boyz n the Hood (1991)

Firserkitsch i starten af 90'erne: "Boyz n the Hood" udgør udtalt firseræstetik og er samtidig et seriøst bidrag til racismedebatten i USA.

Sort mod sort
For filmens mantra er mere eller mindre sort mod sort: De sorte storbymennesker slår hinanden ihjel som fluer – og er som sådan hinandens værste fjender.

Hård opvækst
I denne virkelighed vokser drengen Tre op. Han er netop flyttet ind hos sin far, der opdrager med kærlig, men bestemt hånd. Drengen skal lære, at man ikke kommer sovende til det.

I risikozonen
Da Tre er blevet voksen (og følsom), er han også i risikozonen for at blive en del af den kedelige statistik, og da en af hans gode venner bliver skudt på åben gade, er Tre selv ved at havne i store problemer.

Bedst i første halvdel
"Boyz n the Hood" fungerer afgjort bedst i første halvdel, hvor Tre er barn, og stemningerne er mere løst tegnet op. Herefter må det tørt konstateres, at filmen drukner i en meget udtalt ubehjælpsomhed.

Dalende troværdighed
Troværdighed er der i hvert fald ikke meget tilbage af, og de mange klichéer udi racisme, opdragelse og den første kærlighed fremstår i hvert fald ikke med en glorie af ægthed. På mange måder er "Boys z the Hood" blevet et forbillede for dette genremix, hvor et racistisk tema blandes med små og store livsfacetter.