Rush Hour (1998)

En lille hovedrysten er den vildeste reaktion, der kan diskes op med ovenpå næsten to timer i selskab med denne eklatant dumsmarte actionkomedie.

Rapkæftet og adræt
Ideen med at sætte en rapkæftet sort betjent sammen med en adræt Hong Kong-betjent i den amerikanske storby tog ellers kegler i senhalvfemserne: Der skulle komme mindst to efterfølgere.

Drømmetjans?
En lille pige er blevet kidnappet, og den sorte betjent Carter tror, han har fået drømmetjansen, da hans chef parrer ham med FBI til opgaven. Sandheden er imidlertid mindre glamourøs: Carter skal sørge for, at den tilrejste Hong Kong-betjent Lee forholder sig i ro og uden for efterforskningsarbejdet. Det kommer næppe som nogen overraskelse, at det umage par netop kommer til at blande sig en hel del.

Under lavmål
Ikke uden flair for billige genrekneb, og tilskuere med forkærlighed for udsøgt lagkagekomik vil givet ligge flade af grin. Humoren er ubetaleligt under lavmål, og de tiltænkt vakse replikudvekslinger falder helt til jorden, særligt i Jackie Chans mildt sagt haltende skuespil.

Fladpandet
Fladpandetheden tager overhånd og stjæler billedet – det er svært at finde ret mange seriøst underholdende sekvenser på nær en lille smule sprødt velfungerende action.