Big Daddy (1999)

Tørt uinspireret romantisk komedie, der forsøger at dreje lidt nye klatter ler på en allerede grim krukke.

Ingen saftig humor
Det former en alt andet end saftig humor, der mere spiller på stereotyperne end udnytter de oplagte muligheder i den potentielt nuttede historie.

Ny tilværelse
Ungkarlen Sonny lever livet med kammerater, øl og lidt løst på damefronten. Da han pludselig en dag står med en femårig dreng i sin dør, bliver det begyndelsen på en ny tilværelse.

Held i kærlighed?
Drengen har brug for en ny familie, og Sonny opdager hurtigt, hvordan farinstinktet får kinderne til at blusse. Og måske det endda kan betyde held i kærlighed?

Eksplicit nedladende
"Big Daddy" er overraskende eksplicit nedladende i sine stereotypiseringer: Mænd i 60-års-alderen har klamme, gamle nosser, og bøsser er sjove og lidt dumme i en evig feminin pussenusning om hinanden. For bare at nævne et par af de groft afskårne kanter, filmen tumler omkring uden at blinke.

Farveløst underspil
Havde det så bare været sjovt i al sin grovhed – men det er det ikke. "Big Daddy" udnytter aldrig den oplagte far/søn-faktor til andet end at promovere Adam Sandlers farveløse underspil.

Oceaner af popmusik
Og så er der oceaner af popmusik, der ikke alene supplerer handlingen, men også overdøver den ved pludselig på det nærmeste af stjæle lydbilledet midt i en dialog.