En chance til (2015)

Susanne Bier var hér tilbage med en dansk film og samtidig i det tungt konstruerede univers: "En chance til" er meget langt ude. Der er tale om en decideret hyperventilerende og i stigende grad usandsynlig thriller, hvor virkemidlerne følger historiens sikre vej ud på overdrevet.

Verden ramler
Politimanden Andreas lever i et tilsyneladende lykkeligt forhold med svenskeren Anne og deres fælles spædbarn. Men en dag finder han barnet dødt, og verden ramler. Andreas får nu den idé, at han kan bytte det døde barn ud med dét misrøgtede barn, som han har fået indblik i ligger i sit eget pis og lort hos et narkomanpar.

Et spil på liv og død
Kæresten bliver tiltagende vanvittig, og Andreas er nu alene i et spil på liv og død. Måske kan den gode ven og kollega Simon få talt ham til fornuft...?

Morinstinkt og testosteron
Susanne Bier har selv lagt historie til dramaet sammen med Anders Thomas Jensen, og tanken har måske været, at kombinationen morinstinkt/testosteron kunne forme en medrivende film på flere parametre.

Konstruktions-substans
Men i næsten alle led udgør "En chance til" en konstruktions-substans, der er så tyktflydende, at det næsten er umuligt at forholde sig andet end hovedrystende til den.

Forstående morale
Og oven i købet indeholder historien en (kvindeligt) forstående morale, hvor Andreas’ gerninger både forklares og retfærdiggøres til sprøde violiner og smukke billeder af let duvende bølger.

Sagesløse skuespillere
Det er næsten ikke til at bære – men allerværst er det drivende overgearede actionplot, der ikke overlader den mindste smule livgivende energi til de sagesløse skuespillere.

Dikterende musik
Som forventet fuld af musikalsk dikterende stemning: Her er alt fra kvasi-electronica til harmoniske strygere. Der er langt imellem åndehullerne – hvilket gælder i enhver henseende for denne filmoplevelse.